Knap 10 procent flere på Rybners Tekniske Skole
Omkring 650 elever tog torsdag den 4. august hul på en erhvervsuddannelse på Rybners. Knap ti procent flere end sidste år begynder på teknisk skole
Mens gymnasieeleverne kan vente en lille uge længere slog Rybners Tekniske Skole og Rybners Handelsskole torsdag den 4. august dørene op for elever og skød et nyt skoleår i gang.
Noget tyder på, at budskabet om, at Esbjerg kommer til at mangle faglært arbejdskraft er ved at nå igennem. I hvert fald er antallet af unge, som begynder på en teknisk erhvervsuddannelse som for eksempel murer, VVS- energiuddannelsen eller tjener steget med knap ti procent i forhold til optaget sidste år.
Vicedirektør Lars Katzmann er glad for den udvikling.
"Vi er vældig tilfredse med optaget. På teknisk skole har vi en markant stigning på næsten ti procent. Det er glædeligt for byen, for der er i høj grad brug for dem og mangel på faglærte, siger Lars Katzmann.
Selv om uddannelserne tog hul på skoleåret torsdag er der stadig mulighed for at springe på et af holdene på både Rybners Handelsskole og Rybners Tekniske Skole. Interesserede skal kontakte en af skolerne.