:Bliver ikke HELT så slem som frygtet!
Et ekstraordinært højt anlægsniveau betyder, at 23 af de 58 millioner der mangler, nu ”hentes” i kommunekassen
Efter et møde i økonomiudvalget er situationen imidlertid “forbedret” - og meldingen er nu, at Hvidovre Kommune har en ubalance på 35 mio. kr. i næste års budget.
- Ubalancen i næste års budget er blevet reduceret efter et ekstraordinært økonomiudvalgsmøde, hedder det i en pressemeddelelse fra kommunen.
- Men der er dog stadig udsigt til store besparelser i kommunen.
En alvorlig opgave
Arbejdet med Hvidovre Kommunes budget for 2017 er i fuld gang.
Som omtalt i sidste uges avis ændrede forudsætningerne for kommunens økonomi for næste år sig inden sommerferien markant, da Social- og Indenrigsministeriet udmeldte de enkelte kommuners rammer for tilskud og udligning.
Udmeldingen viste, at Hvidovre Kommune i årene frem vil modtage et langt mindre beløb i udligning og tilskud, end det hidtil har været tilfældet.
- På et ekstraordinært økonomiudvalgsmøde tirsdag 2. august blev den aktuelle status for næste års budget derfor drøftet, skriver kommunen i sin pressemeddelelse.
Budgettet viste inden mødet en økonomisk ubalance på 58 mio. kr. Men da budgettet for 2017 indeholder et ekstraordinært højt anlægsniveau, pegede økonomiudvalget på, at der kan hentes 23 mio. kr. i kommunens kassebeholdning, som skal bruges til at finansiere nogle af anlægsprojekterne i 2017.
Dermed ender den faktiske ubalance således i stedet på 35 mio. kr.
- Samtidig er der ikke taget højde for et eventuelt tilskud fra Social- og Indenrigsministeriets særlige paragraf 19-pulje. Denne pulje giver særtilskud til kommuner med særlige økonomiske vanskeligheder. Får Hvidovre Kommune andel i puljen, kan det have en positiv indvirkning på budgetbalancen.
Borgmester Helle Adelborg (A) siger om de aktuelle budgetudfordringer:
- Nu har vi med det ekstraordinære økonomiudvalgsmøde taget hul på det her meget vanskelige budgetforløb.
Jeg er tilfreds med, at vi i udvalget er enige om en ubalance på 35 mio. kr., men der ligger stadig en alvorlig opgave med at få budgettet til at gå op. Det bliver under alle omstændigheder svært at undgå besparelser, der vil betyde serviceforringelser over for borgerne, understreger Helle Adelborg.
Hvidovre Kommune sendte budget 2017 i høring i fredags og midt i august behandles budgettet i fagudvalgene.