Fortsæt til indhold

Hvidovre Privatskole er blevet et aktivt og populært tilvalg

Arkiv
Arkiv

Hvidovre Avis har været forbi lokalerne på Sønderkærskolen for at høre, hvordan det er gået, og hvad der er af planer for fremtiden på Hvidovre Privatskole. I april 2015 blev den daværende viceskoleleder Anders Horn konstitueret som skoleleder. Han er siden blevet Hvidovre Privatskoles nye skoleleder og under ham er Ann Sejersen blevet ny viceskoleleder. - Man kan sige, at jeg var så heldig at træde til i en organisation, som på trods af sin unge alder, var overraskende stabil. Det er klart at en ting som et skolelederstop godt kan ryste en skole som os, men det blev vi egentlig ikke. Vi kørte bare videre og det var rigtig rart. Så jeg synes vi er kommet godt ud af et år, hvor alle helt sikkert har løbet vanvittig stærkt, men hvor vi har skabt en enorm succes, siger Anders Horn. Også skolens viceskoleleder, Ann Sejersen, lægger vægt på, at selv om der har været meget arbejde, så har det været spændende og udviklende. - Vi har alle arbejdet helt vildt meget, men det er sjovt og spændende, og vi er her alle, fordi vi har ønsker og ambitioner på vores fags vegne. Vi vil gerne gøre bedre, og vi har ikke den der plejer-kultur, siger Ann Sejersen. Med på sidelinjen har de to - og resten af skolen - haft ledelseskonsulent Dorthe Junge, der selv er forfatter, tidligere skoleleder og nu en populær konsulent i forandringsledelse. - I sådan en pionerorganisation lægger alle en masse energi, men får heldigvis også mere energi ud af det tilbage. Det handler om, at man skaber indflydelse på eget arbejde, fortæller hun.

Alle vil stå på tæer

Dorthe Junge har de sidste tre måneder hjulpet Hvidovre Privatskole med at finde helikopterperspektivet frem og at få skoleledelse, bestyrelse og medarbejdere til at kigge på de langsigtede planer, hvor i hvert fald nogle af dem, blev realiseret allerede inden for det første skoleår. - Dorthe er et kæmpe aktiv for os. Vi kommer alle fra forskellige nicher og har været orienteret omkring forskellige projekter, så vi skal alle lære noget og vi stiller høje krav til os selv - lige som vi gør til medarbejdere og elever, siger Anders Horn. Dorthe Junge beskriver Hvidovre Privatskole som en skole, hvor der skal løftes mange opgaver. - På Hvidovre Privatskole har man gensidige forventninger til hinanden og man vil gerne stå på tæer, for at tingene kommer til at flytte sig, beskriver hun.

Gælder alle

Pionerånden gælder ikke bare for skolens personale. Også forældrene til de nu indskrevne 320 børn deltager aktivt i skolens arbejde og opgaver. Det er dog ikke på en måde, så der er plads til alle. - Forældreengagementet kan gøres på mange forskellige niveauer. Det handler selvfølgelig om at respektere, hvad de enkelte kan byde ind, så det handler om at få øje på, hvad de kan byde ind med. Det kan være alt lige fra praktiske ting, som at få transporteret noget. Det hele har en værdi, siger Anders Horn. De tre understreger, at det i øvrigt harmonerer med skolens værdier, hvor der eksplicit står, at mangfoldighed er en værdi. - Det er selvfølgelig lidt gratis at skrive, fordi alle formentlig kan være enige i det, men vi forsøger virkelig at leve det ud. Nogle gange er det homogene det nemme, men det mangfoldige er også spændende. Og måske er det også der, vi udvikler os og ser nye perspektiver, siger Anders Horn. Dorthe Junge understreger, at det sjældent er svært at trives med nogle, der ligner en selv, men at mangfoldigheden skaber nogle sociale kompetencer, som Hvidovre Privatskole mener er afgørende for elevernes videre liv.

Udvikling giver trivsel

En anden af skolens værdier er, at eleverne skal opleve en faglig udvikling, og resultatet er ikke udeblevet, siger de tre skolefolk. - Alle snakker om fagligheden, men det handler om, at hvis man arbejder med trivslen, så har det også en afsmittende effekt på fagligheden. Det betyder noget, at man arbejder systematisk og hvis børnene udvikler sig fagligt, så kommer de også til at trives bedre. Og på Hvidovre Privatskole har vi været meget fokuserede på mål og testresultater og vi kan se, at nærmest alle børn har været igennem en faglig progression - så faglighed var ikke bare et ord, siger Dorthe Junge. Anders Horn understreger endvidere, at faglighed på Hvidovre Privatskole ikke bare betyder boglighed, men også er fokuseret på læring på andre måder.

Snart pladsproblemer

Anders Horn, Ann Sejrsen, Dorthe Junge og skolens øvrige personale har ugen op til skolestart alle været på arbejde for at gøre klar til skolestart. - Vi har oprettet to spor på nogle årgange. Det var sådan set også målet sidste år, men vi havde ikke regnet med, at det ville gå så hurtigt, siger Anders Horn. Han tilføjer, at Hvidovre Privatskole har trivedes rigtig godt i rammerne på Sønderkærskolen, men at det høje elevtal naturligvis betyder, at pladsen på sigt vil være for lille. - Vi har været rigtig glade for at være her, og vi har indrettet os rigtig godt, men vi er nået dertil hvor vi på sigt må finde nogle andre løsninger. I første omgang kan det f.eks. være at udskolingsklasserne arbejder i et miljø, hvor de ikke har deciderede stamklasser, men i stedet går rundt i forskellige læringsmiljøer. Det skal også ses i lyset af, at vi tænker, at der ikke er en vej for alle, forklarer Anders Horn. På nuværende tidspunkt er stor set alle klasser fyldt med et elevtal på 24 elever. Der er dog fortsat enkelte pladser i indskolingsklasserne og skolen har løbende optag. Elevtallet pr. klasse kommer dog ikke over 24. - Målet var at blive to-sporet over tid, men det mål er allerede nået for 5. klasse, 6. klasse og 7. klassetrin, der allerede ved skolestart sidste år talte to spor, fortæller Anders Horn. Den store tilslutning til skolen beskriver han endvidere som, at skolen ikke bare er et valg, hvis man har haft en problematisk eller svær skolegang, men nu er blevet et aktivt tilvalg, fordi forældre og elever kan lide skolens værdier og arbejdsmetoder. - Jo ældre og dygtigere vi bliver, jo mere det bliver klart at vi er et aktivt tilvalg. Det har været meget tydeligt i forhold til de nye 0. Klasser. Der er jo ingen elever, der kommer fra dårlige oplevelser. Det er elever der skal i skole for første gang og deres forældre tilvælger os. Og vi er selvfølgelig glade for, at vi på så kort tid har etableret os som et aktivt tilvalg, slutter han.key