Cykl for sagen kommer til Varde
Endnu engang danner Varde Torv ramme om en stor cykelevent. Arrangementet starter på Torvet.søndag den 14. august klokken 13, og fra klokken 14 er der live musik leveret af Sydbanks firemands rockorkester BNP Explosions.
Kulminationen på endagsarrangementet sker cirka klokken 15, hvor foreningen CykelforSagen, med mere end 140 cykelryttere ankommer til Torvet efter en tre dagescykeltur fra Skagen. Her ventes flere hundrede interesserede og familiemedlemmer at stå klar med flag og velfortjente klapsalver.
I tiden frem til de mange cykelryttere kommer ind på torvet, kan de mindste tilskuere øve færdselsfærdigheder på cykel ved en opstillet forhindringsbane, der er udviklet af foreningen Sikker Trafik og stillet til rådighed af Varde Kommune.
Foreningen CykelforSagen byder på gratis kaffe og hjemmebag. Men der er også flere boder, hvor der er mulighed for at købe mad og forfriskninger.
På turen fra Skagen til Varde har de mange glade motionister cyklet i mindre grupper, men kort før byen samles de i én stor gruppe og cykler ind mod Torvet, der i dagens anledning vil være afspærret for øvrig trafik.
I 2015 var der et lignende arrangement. Da ankom en række cykelkaravaner med glade motionister fra omegnsbyerne for at tage del i festlighederne. Arrangørerne håber, at mange også i år har lyst til at styrke det lokale sammenhold og arrangere fælles ture til Varde Torv.
Festlighederne forventes afsluttet mellem klokken 16 og 17.
CykelforSagen er arrangør i samarbejde med Varde Kommune.