Fortsæt til indhold

Fisketure er et hit på tværs af alder, køn og kultur

Arkiv
Nina Møller

Lad bare det hele gå i fisk. Fisketure er nemlig noget, der samler mennesker på tværs af alle de skel, vi kan finde på: kultur, køn, alder og race.
Det ved den frivillige ildsjæl og beboer i Boulevardbebyggelserne Palle Meinertz. Han brænder for lystfiskeri. Derfor søgte han i forsommeren beboerpuljen om midler til at lave en gratis fisketur til fiskesøen ved Hebo for interesserede beboere.
Han ville arrangere turen i samarbejde med projektmedarbejder i helhedsplanen Kent Ager, som privat også er medlem af Varde Sportsfiskerforening. Palle ville endda stille lidt fiskegrej og sin store viden til rådighed. Han havde dog ikke turdet håbe på den enorme opbakning, der viste sig at være.
”Det er allerede en kæmpe succes," siger PalleMeinertz i en pressemeddelelse.
"Alle 35 pladser blev hurtigt optaget og ventelisten vokser. Derudover er der en masse pårørende, som bare gerne vil være med til det hyggelige samvær, så vi ender med at være over 50 personer derude. Vi vil rigtig gerne vise, at det er et fedt sted at bo med et godt naboskab. Området bliver desværre stadig af nogle mennesker betragtet som noget særligt udsat, men her er rigtig godt at bo. Alle kan snakke og lege sammen, kan tage ud og fiske osv.
Kent Ager supplerer: ”Når vi mødes om en fælles interesse, så er der en masse at snakke om, uanset hvor vi så ellers er fra eller hvor gamle vi er”.
Leder af den boligsociale helhedsplan Maria Ladegaard-Pedersen har da også kun kæmpe roser til Palle.
”Det er lang tid siden, at der har været en aktivitet, der på den måde har samlet beboerne. Palle har virkelig ramt plet, og er også meget vellidt af sine mange naboer. Vi har desværre den udfordring, at vi gerne vil støtte flere af den type arrangementer, men har svært ved at finde midlerne. Men vi vil gøre hvad vi kan, så alle de mange voksne og børn, der gerne vil deltage, men som ikke er med denne gang, kan få en plads på en ny tur”.
”Det, der er så unikt ved netop dette arrangement, er, at det er lykkes at finde noget, de fleste kan og vil være med til. Og de, der ikke vil fiske, kan være med til at grille eller drikke en kop kaffe med de øvrige naboer. Interesser er i høj grad kulturbestemt, og derfor kan det være svært at finde noget, vi alle kan mødes om. Det er virkelig lykkedes med denne tur," fortæller en glad Maria Ladegaard-Pedersen i pressemeddelelsen.