Nabo så formodet tyv løbe fra stedet
En opmærksom nabo så formodet indbrudstyv løbe fra en villa på Christian Winthers Vej i Esbjerg
Det nytter noget at få naboen til at hjælpe med at holde øje med ens hus, når man er på ferie.
I går var der nemlig indbrud i en villa i Esbjerg, hvor en nabo var opmærksom og derfor fik et godt signalement af den formodet indbrudstyv.
Det var ved 20-tiden på Christian Winthers Vej i Esbjerg, hvor en formodet indbrudstyv ved at bryde en skydedør op til en udestue efterfølgende kunne bryde terrassedøren op til huset. Herfra fik han adgang til huset, men der blev umiddelbart ikke stjålet noget fra stedet.
En nabo til huset så den formodet indbrudstyv løbe væk fra stedet og fik et godt signalement af manden.
Han beskrives som en mand af dansk udseende, cirka 40 år gammel, 165 til 170 centimeter høj, karseklippet med sort skæg. Han var iført en sort jakke og bar en mulepose i den ene hånd og en lommelygte i den anden hånd, da han løb fra stedet.
Det oplyser politiet i Esbjerg, som samtidig opfordrer flere i Esbjerg til at benytte sig af nabohjælp, når man er på ferie.