Fortsæt til indhold

Borgmester foreslår en dele-ordning, der skal redde det sidste af Fredericia Sygehus

Jacob Bjerregaard (S) lægger op til, at kommunen påtager sig driften af en del af sygehusets funktioner

Arkiv
Peter Friis Autzen

Fredericia-borgmester Jacob Bjerregaard (S) lægger op til, at kommunen rykker ind på Fredericia Sygehus for at sikre den fortsatte drift af i hvert fald nogle af husets sidste funktioner.
I går kom det frem, at regionens budgetforlig lukker skadeklinikken. Og der er udsigt til, at resten af huset lukker om et lille års tid. Men Jacob Bjerregaard vil nu forhandle med regionen for at bevare nogle af de sidste rester af sygehuset.
"Jeg lægger op til, at kommunen overtager sygehusets bygninger fra regionen. Og jeg lægger op til, at regionen driver nogle af sine funktioner videre i huset. Og jeg lægger op til, at kommunen påtager sig opgaven med at drive nogle andre af funktionerne," siger borgmesteren.
Han har endnu ikke lagt sig fast på, hvilke opgaver han vil lade kommunen stå for - og hvilke han helst ser regionen fortsætte.
"Jeg så jo gerne, at regionen fortsatte driften af så meget som muligt," siger Fredericia-borgmesteren.
Hvis planen lykkes, og Jacob Bjerregaards ønsker opfyldes, vil det sikre lokal blodprøvetagning, vagtlæge, jordemoderkonsultation og fortsat drift af det terapeutiske varmtvandsbassin.
"Jeg har en ønskeliste klar. Og vi håber på en afklaring inden sommerferien," siger Jacob Bjerregaard.

Skadeklinikken på Fredericia Sygehus lukker. Og resten er også på vej mod lukning. Arkivfoto