- Hvidovre Kommune bevæger sig allerede på grænsen...
Hvidovre Kommune bør afsætte rådighedsmidler til uforudsete udgifter på det voksenspecialiserede område, lyder det blandt andet i høringssvar om budgettet på det sociale område
Det mener Handicaprådet, der har indgivet høringssvar til Social- og Sundhedsudvalget i forbindelse med budgetprocessen. Handicaprådet mener således ikke, at der kan findes yderligere besparelser, som der i budgetmaterialet er anført muligheder for inden for nogle områder, der berører handicappede borgere i Hvidovre. - Handicaprådet er bekendt med, at kommunen i flere tilfælde bevæger sig på grænsen af lovmedholdelighed, i forsøget på at skære ned på ydelserne på handicapområdet, lyder det blandt andet i høringssvaret.
Besparelser allerede effektueret
Indenfor det voksenspecialiserede område står der i budgetmaterialet, at der IKKE er nogen forslag til besparelser, men at fokus fastholdes på den allerede politisk vedtagne handleplan. Den vedtagelse adresserer Handicaprådet således igen. - Senest er der foretaget voldsomme nedskæringer på §100 (merudgifter) bl.a. ved fjernelse af hjælp til forhøjet husleje. Handicaprådet advarede i et tidlige høringsvar i.f.m. behandlingen af kvalitetsstanden på området om disse forhold, hvilket også betød, at Muskelsvindfonden indbragte sagen for Statsforvaltningen. Hvidovre kommune har nu, i modstrid med Ankestyrelsens principafgørelse 110-15, effektueret ulovlige nedskæringer. Nogle borgere har i den sammenhæng mistet ca. 2.000 kr. om måneden. Selv om sagerne er påklaget, er nedskæringerne effekturet uden opsættende virkning, lyder det blandt andet i høringssvaret.
Tilgang af borgere
Handicaprådet påpeger, at man ikke kan se bort fra budgetmaterialets bagvedliggende analyse, der redegør for, at der er en nettotilgang til Hvidovre Kommune af borgere, der har brug for visitation til midlertidige eller varige botilbud. Området beskrives da også i budgetanalysen, som et område, hvor det er svært at holde budgettet netop af den årsag. - Det skyldes, at behovet for støtte inden for området er blevet større. Blandt andet er sundhedssektoren blevet dygtigere til at diagnosticere, hvilket betyder, at flere borgere bliver diagnosticeret, når de er helt unge. Samtidig reddes flere borgere med mere komplekse problemstillinger. Dertil lever flere borgere med forskellige handicap længere og får brug for støtte, lyder det i analysen fra Hvidovre Kommunes direktion. Helt overordnet anfægter Handicaprådet desuden, at analyserne er bygget op af benchmarkanalyser af en række såkaldt sammenlignelige kommuner. Ligeledes anfægter Handicaprådet, at analyserne skulle være fyldestgørende i den form, de er præsenteret i. - Handicaprådet er meget i tvivl om disse kommuner er repræsentative i forhold til f.eks. befolkningssammensætning, indtægtsgrundlag, hvilke udfordringer de er stillet over for m.m., som vil gøre anvendelse af dem til benchmark brugbare. Tværtimod finder vi flere steder i de afdækkende analyser kommentarer, som skal forklare, hvorfor en kommune afviger fra gennemsnit og lignende, skriver Handicaprådet.
Rådighedspulje kan løse problemerne
Rådet påpeger derfor, at man rent faktisk kan imødekomme den økonomiske og svært kontrollerbare udfordring ved at arbejde med en decideret buffer-pulje. - Handicaprådet mener, at disse uforudsigeligheder omkring udviklingen i løbet af året bør håndteres ved, at der etableres en rådighedspulje, hvor der afsættes midler til uforudsete udgifter på områder, hvor det ikke er muligt at styre eller på forhånd kende udgifterne, skriver Handicaprådet.
Besparelser rammer skævt
Endelig påpeger Handicaprådet, at besparelser på handicapområdet i værste fald vil betyde, at handicappede borgere i Hvidovre ikke har samme vilkår som ikke-handicappede borgere. - Handicaprådet mener, at besparelsesforslagene på de områder, der har betydning for mennesker med handicap og deres familier, rammer skævt, da gruppen i forvejen ofte har ringere muligheder end den øvrige befolkning med hensyn til boligstandard, materiel levefod, mulighed for uddannelse og arbejdsliv samt deltagelse i samfundslivet i øvrigt. Besparelserne vil medvirke til, at mange mennesker med handicap vil blive isolerede og ikke inkluderede. Når mennesker er isolerede, kan de ikke bidrage til samfundet, anfører Handicaprådet. Budgetarbejdet for 2017 og de kommende år er netop nu i gang og behandles i de politiske udvalg. Som tidligere beskrevet i Hvidovre Avis skal der findes besparelser for op mod 35 mio. kr. Budgetarbejdet forventes endeligt færdiggjort i oktober. Inden da vil der være en række politiske behandlinger i udvalg og kommunalbestyrelsen.