HOLD på vandet i sommervarmen
Faktisk kan du tage brusebad i et helt år for de penge, det koster at drive en stor havepool. Ja, når varmen lægger sig over landet, stiger forbruget af vand. Vi tager flere kølige brusebade, skyller bilen og hunden, fylder ungernes badebassiner og er (lidt for) rundhåndede med haveslangen. Og der bliver i de varme og tørre perioder brugt mere vand end godt er for vores natur. Når vi i tørre perioder suger ekstra kraftigt af grundvandet, er der nemlig fare for udtørring af åer og vandløb - og det går ud over dyrelivet. HOFOR, der forsyner hovedstadsområdet med vand, skal derfor minde om, at man i juli og august sparer på drikkevand til “udvortes brug”. Dvs. sparer på havepools og undlader at vande græsplænen, så åer og vandløb ikke tørrer ud. Vi giver her fem gode råd til en frodig have og glade børn - uden vandfrås. Hovedstadsområdet bruger rigtig meget vand her i sommervarmen, og det er ikke kun til at slukke tørsten med. Vandforbruget ligger typisk 15 procent højere end normalt, når heden kommer til landet. Det skyldes, at der bliver brugt masser af vand til afkølende brusebade, havepools og vanding af græsplæner og blomsterbede. Der bliver brugt mere vand end godt er for vores sparsomme grundvandsressource. Især i hovedstadsområdet, hvor befolkningstætheden er stor, er trækket på grundvandsressourcen stort. - Der er ikke akut risiko for, at vi mangler vand til hovedstadsområdet. Men vi opfordrer folk til at bruge vandet med omtanke, fordi vi alle sammen har et medansvar for, at vandindvindingen sker på den mest bæredygtige måde. Når vi i tørre perioder suger ekstra kraftigt af grundvandet, er der fare for udtørring af åer og vandløb - og det går ud over dyrelivet, siger Mette Hansen, vandsparerådgiver i HOFOR. Desuden er det store vandforbrug dyrt. Det koster for eksempel flere tusind kroner i løbet af sommeren at have en stor havepool stående i baghaven. Alene en enkelt påfyldning med vand i en havepool til 10.000 liter vand løber op i godt 500 kroner (afhængig af kommunens vandpris). Men udgiften stopper ikke her. Oveni kommer udgifter til el, kemikalier og mere vand. Vandet skal typisk udskiftes flere gange i løbet af sommeren, ligesom der løbende skal fyldes ekstra på til erstatning for spild og fordampning. Elektriske filterpumper og påfyldning af klor for at holde hygiejnen i orden får også regningen til at løbe op. Faktisk kan du tage et dagligt brusebad i et helt år for de penge, det koster at drive en stor havepool Vælg derfor et mindre soppebassin og undgå i sommermånederne at vande græsplæner. Selv en meget gul græsplæne bliver hurtigt grøn igen, når regnen kommer. Samtidig er der ingen grund til at vande andre dele af haven i løbet af dagen, hvor vandet fordamper næsten ligeså hurtigt, som det kommer ned på jorden. Det er langt bedre at vente med at vande til om aftenen, hvor det er køligere. Så får vandet nemlig en chance for at komme ned til planternes rødder. Nogle af de bedste vandspareråd er, at man skal reparere løbende toiletter og dryppende haner, tænke sig om, før man anskaffer en havepool eller et stort bassin. Begge bruger ufatteligt meget vand. - Jeg er sikker på, at borgerne forstår problematikken og følger vores enkle råd til at spare på vandet. Vi skal alle være med til at sikre, at næste generation har drikkevand nok - og at vandindvindingen går mindst muligt ud over naturen, siger Mette Hansen.
Sådan holder du haven frodig uden at fråse med vandet:
Lad være med at vande din græsplæne! Den kan sagtens klare sig uden Saml regnvand fra taget i en regnvandstønde - så kan du bruge det til at vande med, i stedet for at bruge drikkevand til blomsterne. Læg et låg på regnvandstønden, så vandet ikke fordamper Brug en vandkande når du vander dine blomsterbede og blomsterkrukker - vandslangen er en vandsluger, som bruger 12 liter vand pr. minut Lad være med at vande om dagen, hvor det meste vand fordamper, før det når planterødderne. Store soppebassiner og pools bruger rigtig meget vand. Vandballoner, vandpistoler og et badekar til de mindste er gode erstatninger. Eller tag til sø, strand og friluftsbad med hele familien