Fortsæt til indhold

Voldsomt slagsmål udløste stor politiaktion

Det var et opgør mellem tre mænd, der i dag udløste en stor politiaktion i Sønderborg

Arkiv
Mikkel Hansen

Opdateret fredag kl. 10.00: To mænd skal fredag i grundlovsforhør sigtet for vold.

Politiet har stadig ingen kommentarer til den dramatiske episode i Sønderborg i dag, hvor tre personer blev anholdt af talstærkt politi med skudsikre veste og trukne pistoler.
Ifølge Lokalavisens oplysninger blev den store politiaktion udløst af et overfald eller slagsmål. Det fortæller flere vidner til avisen.
En mand blev i nærheden af Augustenborg Landevej opsøgt af to andre mænd i bil. Efter et kort skænderi overfaldt de manden. Et vidne, der ønsker at være anonym, fortæller, at de to mænd brugte stave eller totenschlæger i overfaldet.
Den ene af de to mænd, der var ankommet i bil, forsøgte kort efter at stikke af i bil, men standset af en politipatrulje.
Den anden overfaldsmand og manden fra området blev begge anholdt længere nede af Augustenborg Landevej, hvor de var oppe at slås.
Politiet frygtede, at en eller flere af personerne var bevæbnet. Der blev derfor sendt et større antal betjente til stedet.
Efterfølgende afsøgte politifolk med hunde området efter våben.
Et vidne optog dele af episoden, som du kan se i videoen her på siden.