Fortsæt til indhold

Ægtepar og tre børn reddede sig ud af villa

Arkiv
Jeppe Rafn

Et ægtepar og tre børn slap i nat heldigvis uskadt fra en voldsom brand i deres hjem på Sandvigvej i Kolding.
Branden var opstået i en nabogarage, hvorfra den spredte sig til familiens tag.
Politi og brandvæsen modtog alarmen klokken 04.16, men ilden havde på det tidspunkt allerede så godt fat, at overetagen udbrændte totalt. Det oplyser vagtchef Martin Rasmussen ved Sydøstjyllands Politi.
Der er stadig en smule efterslukning på stedet, oplyste politiet her til formiddag klokken 10. Underetagen har fået sod- og vandskader.
Ægteparret og de tre børn reddede sig selv ud af huset, og de andre beboere på Sandvigvej fik besked på at holde sig inden døre.
Der skal nu laves en brandundersøgelse for at finde ud af, hvordan branden opstod i naboens garage.