Mangel på lærlinge skaber nytænkning hos Randrusiansk virksomhed
Når man ikke kan få de lærlinge, man har behov for, så må man tænke ud af boksen. Det har Centrum Grafisk Færdiggørelse A/S i den grad gjort. Mandag den 15. august 2016 inviterede ejer Gitte Justesen Amby til besøg på virksomheden.
Gitte Justesen Amby, medejer og bla. ansvarlig for HR og personale hos Centrum Grafisk Færdiggørelse A/S griber til nye metoder, når det kommer til rekruttering af lærlinge til den randrusianske bogbindervirksomhed. Efter at have oplevet, hvor svært det kan være at skaffe lærlinge, har hun rakt ud for proaktivt at ændre på den situation ved at holde åbent hus for potentielle interesserede lærlinge.
Skeen i egen hånd
Hvad gør man, når man ikke bliver overrendt af lærlinge, og man virkeligt mangler? Man kan kontakte Tech College i Aalborg, der uddanner de grafiske teknikere, som man har behov for, for at høre, om de har to elever på hylderne. Men hvorfor stoppe der? ”Jeg tog skeen i egen hånd og kontaktede Jobcenter Randers Erhverv for at høre, om de kunne hjælpe med at rekruttere lærlinge. Vi har nemlig gode erfaringer med, at man starter hos os for at prøve det af og derefter påbegynde en decideret uddannelse som grafisk tekniker, så det var naturligt at række ud til Jobcentret, der måske kunne have kendskab til ledige, der går rundt med en bogbinder i maven” siger Gitte Justesen Amby.
Utraditionel tankegang skaber engagerede ildsjæle
”Vores problemer med at skaffe lærlinge bunder bla. I, at vores fag ikke udbydes hos Teknisk Skole i Randers. Derfor bliver unge i Randers ikke opmærksomme på den. Tror det er problemet for mange nichefag. Vores lærlinge har tidligere skulle til København for at gå på skole pga. det nødvendige tekniske udstyr,” forklarer Gitte Justesen Amby og forsætter: ”For mig er det ikke altafgørende, at man tager skolevejen først, for så at ende som elev hos os. For mig er det vigtigste, at der er engagement og en indre ild, der brænder for bogbinderi. Vi har rigtigt gode erfaringer med at ansætte en, der får det prøvet af, inden valget om at påbegynde uddannelsen bliver truffet. På den måde har vi tidligere sikret os, at vi uddanner grafiske teknikere, der brænder for deres hverv. Vi oplever, at denne model afføder topmotiverede og engagerede lærlinge,” slutter hun.
Det nye tiltag
Gitte Justesen Amby åbnede derfor dørene for 20 gæster mandag den 15. august. Ud af dem mødte otte elever fra Grafisk Teknikerlinjen på Tech College Aalborg op. Fælles for de otte var, at de alle mangler en læreplads. Derudover mødte syv interesserede ledige op fra Randers og en fra Hobro. Derfor var Tech College også repræsenteret af blandt andet underviser Carsten Kristiansen, som kunne fortælle lidt om, hvordan en uddannelse som grafisk tekniker er skruet sammen.
Åbent hus giver pote
Normalt, når en virksomhed mangler lærlinge, kan de henvende sig til uddannelsesstederne for at lægge billet ind på de studerende og tilbyde en åben læreplads. Men i nichefagene, som bogbinderhvervet er, har Centrum Grafisk Færdiggørelse A/S taget konsekvensen af manglen og har gennem jobcentret inviteret en håndfuld ledige også for at forbedre deres odds i kampen om at skaffe to lærlinge.
En af de ledige, 33-årige Majbritt Friis Møller, der netop er vendt tilbage til ledighed efter barsel med hendes 3. barn var en af de inviterede: ”Jeg blev opmærksom på muligheden, da jeg var til en samtale på jobcentret, hvor vi drøftede mine muligheder for at uddanne mig på ny, da min butiksuddannelse ikke ser ud til at kunne give et job. Jeg har familie, der allerede arbejder i branchen, så jeg kender lidt til det i forvejen, og jobbet afskrækker mig på ingen måde. Jeg kunne godt se mig selv blive uddannet her. Det har været en rigtig god måde at blive introduceret for en virksomhed og for en ny uddannelse på. Og jeg søger en elevplads hos Centrum Grafisk Færdiggørelse A/S på baggrund af den her oplevelse.”
Modellen kan bruges af andre
Det, at en virksomhed tænker ud af boksen, varmer godt hos Jobcenter Randers Erhverv. ”Vi oplever flere brancher, der har svært ved at rekruttere – både ordinært men også elever. Der er mangel på arbejdskraft, også i Randers, og nogle brancher er mere pressede end andre. Derfor er det fantastisk at blive inviteret med til at samarbejde med virksomhederne på denne facon og proaktivt forsøge at rykke lidt ved vores trængte arbejdsmarked. Det er helt sikkert en model, der er værd at se nærmere på, og eventuelt implementere hos andre trængte brancher i Randers.” Siger Tine Arensbach, leder hos Jobcenter Randers Erhverv.