Erhvervsskolerne kæmper om fodboldtrofæet i Esbjerg
ES Cup Fodbold, der er erhvervsskolernes fodboldturnering, kommer igen til Esbjerg
Hvilken erhvervs-, SOSU- eller produktionsskole kan stille det bedste fodboldhold? Og hvor gode er eleverne til at heppe på hinanden? Det bliver afgjort, når Dansk Firmaidrætsforbund i september inviterer til ES Cup Fodbold for elever på landets erhvervs-, SOSU- og produktionsskoler.
Her hiver eleverne, der til daglig går på skoleforløb til murer, tømrer, social- og sundhedsassistent eller lignende, en dag ud af kalenderen for at dyste på grønsværen.
Den 20. september finder turneringen sted i Esbjerg.
Sammenhold i højsædet
ES Cup Fodbold er en turnering, hvor holdene kæmper for at vinde. Men pladsen på sejrsskamlen er ikke det eneste mål med den årlige fodboldturnering. Det sociale er mindst lige så vigtigt. Mange erhvervsskoler har de seneste år taget ES Cup Fodbold til sig som en god anledning til at ryste eleverne sammen og være fælles om noget andet end undervisningen
”Vi oplever eksempelvis især produktionsskoler, hvor hele skolen tager afsted for at heppe på holdene, så eleverne alle er med i arrangementet – på banen som spillere eller fra sidelinjen som heppekor. På den måde kan skolerne bruge fodboldkampene som en del af introduktionen til, at eleverne kan lære hinanden bedre at kende og samarbejde om at nå målet”, siger Carsten Hansen, der er idrætskonsulent i Dansk Firmaidrætsforbund, og som koordinerer turneringen.
Den gode oplevelse og de sociale gevinster er netop et af hovedmålene med turneringen:
”Vi arrangerer denne turnering for at give eleverne en god oplevelse med sport. Både i forhold til at være fysisk aktive og i forhold til at vise eleverne, at de kan styrke det sociale ved at være sammen på et hold. Det er nemlig langt fra alle, der har sådanne oplevelser med sig i bagagen, når de starter på skolen”, siger Carsten Hansen.
ES Cup Fodbold arrangeres af Dansk Firmaidrætsforbund, der også står bag ES Cup Høvdingebold i foråret.