Ung bordtennisleder hædret med breddepokal
Victor Lynge fra Hvidovre Bordtennisklub er en af Hvidovre Kommunes ildsjæle. Han er netop blevet hædret for sin indsats for ungdomsarbejdet i klubben
Derfor blev Victor i denne uge hædret for sin store frivillige indsats. Det skete, da han på Hvidovre Rådhus modtog Østdanmarks Bordtennis Unions breddepokal. Den unge leder holder meget af bordtennis og nyder at kunne hjælpe børnene i klubben med at få gode oplevelser med bordtennissporten, nøjagtig som han selv fik, da han begyndte for 11 år siden. - Jeg har en passion for bordtennis, og er den type, som drives og motiveres af at udvikle. Jeg synes samtidig, at det er sjovt at have med børn og unge at gøre - der er jo kontant afregning i forhold til, om man gør det godt eller skidt. I vores klub sætter vi stor pris på bredden, men er samtidig bevidste om også at have tilbud til den begyndende elite, som vi har. De to ting er afhængige af hinanden, siger Victor Lynge, der udover at være frivillig leder i Hvidovre Bordtennisklub arbejder som pædagogmedhjælper på Avedøre Skole. Selvom det er spillet omkring bordet og nettet, som er omdrejningspunktet, så spiller det sociale også en stor rolle i klubben. - Vi lægger stor vægt på det sociale i klubben. Vi har jævnligt arrangementer, hvor ikke kun bordtennis er på programmet. Der bliver arrangeret hyggeaftener, svømmehal og lignende, hvor de unge hygger sig sammen, fortæller Victor, som i kraft af sin position som leder også har skabt et forældreråd, hvor ungdomsspillernes forældre bliver inddraget i livet i klubben. Og Victors store engagement bliver bemærket - også uden for Hvidovre. - Vi har set, hvordan Victor har blik for det hele, siger Torben James Jensen, der er formand for ØBTU’s venner og som har været med til at udpege Victor som modtager af breddepokalen. Det var Hvidovres borgmester Helle Adelborg, som overrakte pokalen til Victor Lynge. Det skete på Hvidovre Rådhus, hvor Victor var blevet inviteret op under dække af at skulle deltage i et møde om breddesportens vilkår i Hvidovre. Overraskelsen hos Victor var derfor stor, da vandrepokalen med Victors navn indgraveret blev taget op af en pose og borgmester Helle Adelborg overrakte den til den glade modtager. - Jeg sætter som borgmester i Hvidovre stor pris på frivillige, som gør noget for andre. Og Victor er et rigtig godt forbillede for alle de unge bordtennisspillere i klubben – så stort tillykke med hæderen til Victor. Det er altid dejligt at se, når vores unge mennesker engagerer sig i lederarbejdet i vores foreninger. Breddeidrætten spiller en stor rolle her i Hvidovre - for uden den bliver der ikke skabt nogen elite, siger Helle Adelborg.