Vejle-firma skal betale bøde på 90.000
Vejle-firmaet Inno Pharma skal betale en bøde på 90.000 kroner og må desuden ikke sælge fem nye produkter.
Det skriver Ritzau ifølge Dagens Medicin.
Inno Pharma måtte i juli trække nogle D-vitamin-dråber tilbage fra markedet, fordi indholdet af D-vitamin var 75 gange højere end deklareret.
Ifølge Sundhedsstyrelsen har dråberne været årsag til, at over 150 spædbørn er blevet undersøgt.
Siden marts er der via Helsam, Matas og internettet solgt ca. 300 flasker med de farlige D-vitamin-dråber.
Børn, der har fået dråberne, skal have taget blodprøver via egen læge og henvises til børneafdeling.
På Facebook skriver Inno Pharma som kommentar til kontrolrapport:
"Inno Pharma har den 9. august 2016 haft kontrolbesøg af Fødevarestyrelsen, og vi accepterer den efterfølgende afgørelse. Vi skal fortsat dybt beklage den menneskelige fejl, samt den ulykkelige situation for de berørte børn og deres familier. Vi vil fortsætte det gode samarbejde med Fødevarestyrelsen og har opdateret vores procedurer så det sikres, at denne fejl ikke kan ske hos os fremadrettet."