Jazzfestival på trapperne med 100 koncerter
Trekantområdets jazzfestival 'Jazz i Trekanten' afholder jazzkoncerter og events i hele Trekantområdet. I Fredericia Kommune kan borgerne se frem til i alt ni koncerter
Fra den 26. august og frem til den 4. september venter der hele Trekantområdet en lang række musikoplevelser inden for både traditionel og moderne jazz. Med et program, der tæller i omegnen af 100 koncerter og events, er festivalen 'Jazz i trekanten' på blot to år blevet Danmarks fjerdestørste jazzfestival.
I Fredericia kan borgerne se frem til ni jazzkoncerter med nogle af jazzens helt store navne, fx Jesper Thilo All Stars, Old Boys Big Band og Dorado Schmitt featuring Maria Montell, der alle gæster Det Bruunske Pakhus. Derudover inviterer Café Mair's på intim jazz med Asta og Anders Brunchjazz og Christensen/Langebæk Duo. I C-Byen venter der to koncerter med henholdsvis Asta og Anders og Jesper Bauders Børnejazz. På Café Mums sørger Friis-Estrup Duo for en musikalsk oplevelse.
Festivalens øvrige program tæller fx RIEL/PASBORG featuring Annisette, Mikkelborg m.fl., Cæcilie Norby & Lars Danielsson, Sinne Eeg & Thomas Fonnesbæk, Claus Waidtløw Trio, Horse Orchestra, Mathias Heise Quadrillion, Stig Rossen Jazz Quartet, Blood Sweat Drum + Bass, Gunde on Garner og I Think You're Awesome. Koncerterne afvikles på forskellige spillesteder i hele Trekantområdet.
”Vi er heldigvis ikke kun blevet større sammenlignet med sidste år. Vi er også blevet væsentligt bedre. Det viser et kig i vores program med al tydelighed ”, udtaler Karsten Bech, der er formand for festivalen Jazz i trekanten.
”Vi har koncerter i alle syv kommuner i Trekantområdet i festivalugen og afvikler koncerter og events af høj kunstnerisk kvalitet på ikke mindre end 43 forskellige venues i hele området, fordi vi gerne vil bringe lytteværdig jazz ud i alle områdets kroge”, siger Karsten Bech.