Stor opmærksomhed på romalejr i Hvidovre
Politi har ikke modtaget borgerhenvendelser siden onsdag, men lover at de vil reagere, hvis der igen opstår problemer
Dermed er Hvidovre Kommune og et af kommunens naturområder, lige som andre københavnske og storkøbenhavnske naturområder, blevet ufrivillig vært for en såkaldt romalejr.
Ironisk opråb
Det var et stærkt ironisk opråb på de sociale medier, der i sidste uge skabte opmærksomhed på problematikken. - GRATIS CAMPERING !! Fin campingplads- lejrplads Holmehuset, Brøndby Havnevej ved dæmningen Holme Sø, nordøst for Brøndby Havn, velegnet til større grupper og forsamlinger, mest forbeholdt grupper med anden etnisk oprindelse end dansk, gratis faciliteter, fri parkering med mange P-pladser til rådighed, tæt på god badestrand, gratis overnatning ved Holmehuset med fine toiletter, rindende vand til tøjvask og madlavning, strøm, teltpladser, lød det blandt andet i opslaget.
Gør hvad vi kan
Da opråbet nåede medierne førte det til, at politiet kørte til området for at bortvise eventuelle ulovlige campister. - Vi gør det vi kan gøre, og det vi skal gøre. Og det er at køre ud, når vi får henvendelser på det. Men som alle andre opgaver, så er det en prioriteret opgave, siger Brian Toftemann, der er fungerende vicepolitiinspektør ved Københavns Vestegns Politi. Hverken beboere i området eller Hvidovre Kommunes viceborgmester, Mikkel Dencker (DF), er imidlertid tilfreds med politiets indsats idet han mener, at opgaven uden tvivl er en politiopgave. - Politiet må prioritere det højere og Hvidovre Kommune må gå ind og sige, det må I gøre bedre, for vi skal simpelthen ikke have sådan en sigøjnerlejr i Hvidovre, siger Mikkel Dencker til TV2 Lorry. Heller ikke forfatteren til opslaget på de sociale medier mener, at politiet har gjort nok, for at få fjernet lejren. - Pladsen er helt fri for indblanding fra ordensmagten, idet man også i sommeren 2016 har valgt at suspendere såvel skrevne som uskrevne love og regler på området, herunder at respektere forbudsskilte mod campering og overnatning. Hver aften er der hyggelig samling i lejren (dog kun for mandlige campister) ved kassevognene bag buskadset efter endnu en udbytterig, vel overstået og hård arbejdsdag, lyder det i opslaget. Fungerende vicepolitiinspektør påpeger imidlertid overfor Hvidovre Avis, at politiet absolut tager problematikken seriøst, men at problemstillingen langt fra er så entydig, som umiddelbart gengivet i medierne. - Vi har ikke ekstra fokus på problemstillingen, men vi reagerer altid på henvendelser fra borgerne og vi fik en anmeldelse onsdag omkring kl. 14. Allerede kl. 15 kunne patruljen melde, at de havde været på stedet og havde bortvist de pågældende og bedt dem samle deres affald sammen, siger Brian Toftemann til Hvidovre Avis.
Ingen henvendelser
Mandag morgen havde politiet ikke modtaget yderligere henvendelser om, at der skulle være opstået en ny lejr i området. Brian Toftemann påpeger endvidere, at det er nærmest umuligt at bevise, om de pågældende har smidt affald andre steder end lige der, hvor de sad, da patruljen var forbi. - Uanset hvad man synes om de her typer, så skal de have samme behandling som alle andre. Det er jo ikke ulovligt at en gruppe sætter sig ned og drikker en kop kaffe, siger han. I det konkrete tilfælde fra onsdag var der imidlertid ikke tvivl om, at der var opslået en lejr i området. - I den her situation, var der ikke tvivl om, at der var tale om en lejr, slutter Brian Toftemann.