SMUK spiller på hjemmebane
Et besøg i det franske måtte aflyses. Det får det lokale koncerttpublikum nu glæde af
SMUK skulle efter planen have spillet i det franske i denne uge, men efter indstilling fra de franske myndigheder, er koncerterne blevet aflyst. Musikken kan i stedet høres ved en helt ekstraordinær koncert i Haderslev.
SMUKs første store koncertprojekt efter ferien er med meget kort varsel blevet aflyst. Det skyldes det forhøjede terrorberedskab i Frankrig. Forsvarets Musikalske Ambassadører skulle torsdag og fredag i denne uge have givet koncerter på regentparrets sommerresidens, Châuteau de Caix og i domkirken i Cahors i Frankrig under overværelse af blandt andre medlemmer fra det danske kongehus, men på baggrund af den seneste tids mange terroranslag i Frankrig har de franske myndigheder øget sikkerhedskravene i forbindelse med offentlige arrangementer. Det har fået Kongehuset til at aflyse koncerterne.
"Vi tager naturligvis de franske myndigheders anbefaling og Kongehusets beslutning til efterretning," forklarer orkesterchef Rasmus Frandsen.
Han slår dog samtidig fast, at forberedelserne til koncerterne ikke skal være spildte. I stedet for franske borgere og danske royale får borgerne i Haderslev og omegn mulighed for at lytte til den ”kongelige” musik.
"Vi har valgt at lave en koncert med nogle af de værker, vi skulle have spillet i forbindelse med koncerterne i Cahors. Koncerten kommer dog til at finde sted på vores hjemmebane i Slesvigske Musikhus i stedet for i det franske," lyder det fra Rasmus Frandsen.
Det er den tidligere chefdirigent ved SMUK, Peter Ettrup Larsen, der står i spidsen for SMUK ved koncerten torsdag aften. Han havde egentlig finpudset sit franske, fordi han skulle lede det franske publikum gennem koncerterne i Cahors. Nu kommer han i stedet til at guide publikum gennem koncerten på godt dansk.
Koncerten i Slesvigske Musikhus kan opleves i morgen torsdag den 18. august klokken 19.30.
Billetter koster 100 kroner stykket, og da der blot er plads til 120 publikummer i musikhuset, kan man med fordel forudbestille billetter hos SMUK på telefon 72 82 69 02.
"Vi sælger billetterne efter først til mølle-princippet, og vi sidder klar på kontoret til at tage imod bestillinger," siger Rasmus Frandsen, som ser frem til at forkæle publikum på hjemstavnen.
Slesvigske Musikkorps vil, traditionen tro, gå fredagsparade på fredag den 19. august 2016 kl. 12.00 ved Haderslev Domkirke.