Minikonfirmander i Avedøre Kirke
Et tilbud med ”opdagelsesrejse” til børn i 3. klasse
- Det er et tilbud til børn der går i 3. klasse - især børn fra Frydenhøjskolen, mens børn fra Avedøre skole får samme tilbud til foråret, oplyser Rikke Strandgaard fra Avedøre kirke. - Hvis man går på en anden skole end disse to, er man også meget velkommen. Alle er velkomne enten de er døbt eller ej. Forløbet begynder torsdag den 25. august kl. 17.00 med et orienteringsmøde for børn og forældre. Her kan man få en fornemmelse for, hvad det vil sige at gå til minikonfirmand, og her kan man få svar på alle de spørgsmål, man måtte have. Man mødes hver torsdag og fortsætter til den 1. december. Børnene mødes kl. 14.30 i Avedøre Kirke og går hjem kl. 16.30. De første gange bliver de fulgt frem og tilbage fra og til Frydenhøjskolen. Formålet er, at børnene skal lære kirken at kende. De skal med i tårnet og se klokkerne og prøve at kime med klokkerne. Børnene får også mulighed for at se, hvad der gemmer sig i kirkens kælder. Hver gang bliver der fortalt fortællinger fra Bibelen og børnene får at høre, hvorfor vi holder jul, påske og pinse. Man får talt om, hvad der sker når et barn bliver døbt eller konfirmeret. Og hvad mon det er præsten siger, når et par bliver gift? Eller når en død skal begraves? - Det plejer at være rigtig hyggeligt at gå mini-konfirmand! Der bliver hver gang serveret saftevand og boller, og her plejer vi også at få mange gode samtaler, bemærker Rikke Strandgaard, der er kirkekulturmedarbejder og som sammen med sognepræst Birgitte Jeppesen skal være ledere af mini-konfirmand. - Det er en rigtig god mulighed for at lære kirken at kende. Vi skal på en “opdagelsesrejse”, hvor vi hver gang kommer et nyt sted hen. Vi skal både på fisketur og cykeltur, og en overnatning i kirken bliver det også til, tilføjer sognepræst Birgitte Jeppesen. Man kan tilmelde sit barn til Minikonfirmand via Avedøre kirkes hjemmeside eller ringe til Kirkekulturmedarbejder Rikke Strandgaard på 21 16 27 76 eller skrive en mail til rist@avedøre-kirke.dk. Her kan man også høre nærmere.