God start for Kirsebærhaven
Efter rekordåret 2015, hvor medlemstallet i Kirsebærhavens Aktivitetscenter for første gang oversteg 500, var forventningerne til forårssæsonen 2016 store. Men det er ikke for meget sagt, at de blev indfriet.
Halvårsstarten skete som sædvanligt med gratis fælles kaffebord. Og så gik de utallige aktiviteter i gang. Der er mange forskelligartede hold med hvert sit speciale. For at holde kroppen i gang er der mange gymnastikhold, og der findes flere dansehold, for eksempel seniordans og linedance. Et nyt tiltag er et hold for demens- og parkinsonramte personer.
Men det er ikke kun fysikken, der holdes i gang. Der er tilbud om flere kor og orkestre, så centret genlyder tit af sang og klang. Der er hold for håndgerning, quilling, tegning og maling. Der er hold for madlavning og lottospil, der er slægtsforskning og EDB; der skulle kort sagt være noget for enhver smag.
Og så har der været alle arrangementer. To betjente var inviteret til at tale om sikkerhed i hjemmet, og det blev et godt arrangement. Fredagslotto var et must for alle lottofans, og der har været to foredrag om demens. Det ene blev holdt af en professionel, og det andet af en ægtefælle til en dement. Begge foredrag trak fulde huse. Stegt flæsk med persillesovs trækker også altid fulde huse, så det fælles arrangement med Ældresagen blev en succes.
Der har været påskemiddag og en dejlig danseeftermiddag med vort tapre og udholdende husorkester. Vi fik indviet vor smukke terrasse og havemøblerne med parasol – det var en dejlig solskinsdag. Og grillpølserne var prikken over i'et!
Da forårshalvåret var ved at rinde ud, holdt Kirsebærhaven åbent hus for at gøre opmærksom på sin eksistens over for folk, der måske kunne tænke sig at prøve stedets muligheder. Det var noget af en event, som sådan noget hedder på nudansk. Der var gratis morgenkaffe, musikalsk underholdning med to orkestre og dertil en gøgler. Der var loppemarked og plantesalg – grillen var tændt, og der kunne købes pølser og drikkevarer. Vejret var prikken i det velvillige hjørne.
Når dertil kommer, at centret sammen med kommunens tre andre aktivitetscentre råder over en ni-personers bus, og at bussen kan lånes af brugerne for 5 kr. pr. kilometer, kan det ikke undre, at der også er sket noget her. Der har været arrangeret ture til Fruens Vilje i Højer, Brørup marked, dansestævne i Sønderborg og rhododrendronhaven i Rens for blot at nævne nogle få.
Sankthansfesten var igen i år en stor succes med stor deltagelse – rammerne er ved at sprænges, når så mange glade deltagere samles om pølser, kartoffelsalat og torte!
Den 1. august 2016 var der mere end fuldt hus til starten på efterårssæsonen med gratis kaffebord. Det tegner godt for resten af året.