Fortsæt til indhold

Fyldte klasser og elever på venteliste

Fin start på det nye skoleår på Hvidovre Gymnasium & HF

Arkiv
Arkiv

På Hvidovre Gymnasium & HF får de dagligt en række henvendelser fra unge, som ønsker optagelse i en af de nye 1.g-klasser, men klasserne er allerede fyldt op. Faktisk er der her ved skolestart flere elever i 1.g, end der gennemsnitligt må være i klasserne. Derfor må gymnasiet skuffe en del unge med et afslag på ønsket om at få en plads. De mange nye elever kan se frem til en række aktiviteter i nærmeste fremtid, hvor fokus er på den enkeltes trivsel, på et godt læringsmiljø i klassen og på et godt fællesskab for hele skolen. De kan se frem til en alternativ hyttetur, kaldet HvG by Night, hvor de bl.a. skal lave spændende ting i nærområdet. De kan se frem til deres første elevfest, Intro-festen, og de kan se frem til årets idrætsdag for hele gymnasiet første fredag i september, hvor alle klasser og lærere deltager og konkurrerer mod hinanden. I undervisningen er lærerne meget opmærksomme på, at stærke lærer/elev-relationer er en forudsætning for god læring. Den enkelte elev skal føle sig set af læreren for at få det optimale udbytte af undervisningen. - Det er en glæde at byde velkommen til de mange unge mennesker, og vi er klar til at gøre vores allerbedste for, at de skal få et godt uddannelsesforløb her på gymnasiet de næste to eller tre år, siger rektor Kirsten Jensen.