Sætter ind over for mistrivsel hos småbørn
Samtlige ansatte på 0-6 års området i Hvidovre klædes på til bedre at kunne hjælpe familier og børn, der har det svært
De nye tiltag betyder, at alle 0-6 årige i kommunens institutioner to gange om året vil få vurderet deres trivsel af de pædagoger, pædagogmedhjælpere, dagplejere, sundhedsplejersker, tandplejere m.fl., der møder dem i hverdagen, og at medarbejderne vil få faglig sparring, så de kan varetage opgaven. Den nye arbejdsform kaldes TOPI - opkaldt efter ”tidlig opsporing og indsats” – og er udviklet i samarbejde mellem Hvidovre og fire andre kommuner, KORA (Kommuner og Regioners Forsknings- og Analyseenhed), Danmarks Evalueringsinstitut og Rambøll Management . Metoden bliver understøttet af et særligt IT-system, der sikrer systematik i møderne mellem de fagfolk, der er omkring familien og barnet. Til de helt små børn supplerer Hvidovre Kommune med ADBB-metoden (Alarm Distress Baby Scale), som er beregnet til spædbørn og udviklet til børnelægeundersøgelser. Metoden vil bl.a. blive brugt af kommunens sundhedsplejersker.