Politi stormer lejlighed i jagten på skudmand
Politiet leder stadig efter gerningsmanden til skyderiet i Sønderborg
Svært bevæbnede politifolk har netop stormet en lejlighed i Sønderborg.
Kort før klokken 21.00 stormede en indsatsstyrke fra politiet en lejlighed i en boligblok i Sønderborg.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra politiet, men aktionen skete ifølge Lokalavisens oplysninger som led i jagten på den mand, der tidligere i dag skød en 29-årig mand efter skænderi.
Skudepisoden fandt sted ved en boligblok på Koralvej, og det var også her, at en specialenhed fra politiet gjorde sig klar med maskinpistoler og skudsikre vest. Betjentene kørte herefter hen til en lejlighed, hvor man formodede, at den mistænkte opholdt sig.
Lejligheden, der blev stormet, ligger under en kilometer fra gerningsstedet. Lokalavisens udsendte overværede aktionen, hvor politifolk råbte mod lejligheden tre gange, inden de trængte ind. Det skete med flere høje lyde, som indikerer at døren til lejligheden blev sparket eller slået ind.
Efter et kvarter forlod de første betjente lejligheden, der tilsyneladende var tom.