Esbjerg Energy forventer svær kamp mod Zug
I morgen spiller Esbjerg Energy CHL-kamp mod EV Zug fra Schweiz hjemme i Granly Hockey Arena
I morgen spiller Esbjerg Energy sin første betydningsfulde kamp i fire måneder, når schweiziske EV Zug gæster Granly Hockey Arena i Champions Hockey League.
"Kampen er selvfølgelig vigtig for os. Det bliver en kæmpe oplevelse og vi sætter en stor ære i at gøre så god en figur, som vi overhovedet kan," fortæller den 30-årige forward Esben Nielsen i en pressemeddelelse.
Det er dog en svær kamp, der er i vente i morgen. Det fortæller cheftræner Mark Pederson:
"Kampen er en ny udfordring og alle udfordringer er vigtige. Både på isen og i livet udenfor. Vi skal se kampene som en udfordring og gøre vores bedste fredag aften. Zug er et stærkt og konkurrence-minded mandskab, så det bliver ikke let, men vi forventer af hinanden, at alle gør sit bedste"
I sidste uge besejrede Esbjerg Gentofte med 5-1 hjemme i Granly Hockey Arena og tirsdag sejrede vestjyderne med 3-1 i Odense.
-"Det er et ekstremt godt mandskab der kommer til Esbjerg fredag aften. Et mandskab med store spillere og kæmpe karrierer bag sig. Holdet rummer mange tidligere NHLspillere og spillere fra andre topligaer. Det bliver en oplevelse og vi glæder os rigtigt meget, men det er ishockey. De har skøjter og hjelm ligesom os, så vi må bare køre ind i dem og tage den derfra," griner Esben Nielsen.
Esbjerg Energy holder Happy Hour før kampen, hvor publikum fra klokken 17.00 kan nyde musik, grillpølser og kolde drikke som optakt til kampen, der begynder klokken 19 i morgen.