Turen går til Rom
Da der tilbage i april måned var møde i børne- og undervisningsudvalget, drøftede udvalget under eventuelt muligheden for en studietur. Udvalget besluttede, at forvaltningen skulle sætte et punkt om en studietur på den kommende dagsorden. Der var i april tilsyneladende ikke et bestemt emne, som udvalget følte et ønske om at studere. Men midt i maj dukker sagen så atter op i børne- og undervisningsudvalget. Og af udvalgets dagsorden kan man her forstå, at “udvalget overvejer Island, Norge eller Italien som destination for en studie-tur”. Forvaltningen lancerede på mødet tre forskellige forslag til temaer for studieture til disse destinationer. Hos fire af udvalgets syv medlemmer - Mette Dencker (O), Charlotte H. Larsen (O), Annette Møller Sjøbeck (V) samt Kashif Ahmad (UP) - var der stemning for at lade turen gå til Rom for at studere madkulturen i Roms offentlige institutioner, mens de tre socialdemokrater, Lars Gundelack, Kenneth F. Christensen og Maria Durhuus stemte imod. Stemmerne i udvalget fordelte sig på samme måde, da udvalget i sidste uge godkendte program og budget for turen. Der kan bestemt være sund fornuft i at lade politikere og embedsmænd tage på studieture. Det er total mangel på horisont, hvis vi blindt tror på, at Danmark og Hvidovre har fundet de bedste modeller og løsninger på alting. Og i en tid hvor livremmen på de kommunale budgetter skal strammes ind, er det da betryggende at de folkevalgte politikere udviser mådeholdenhed. En studie-tur til New Zealand eller Mexico havde belastet rejsekontoen langt hårdere - og kunne have medført yderligere besparelser på skoleområdet.