Fortsæt til indhold

Løsning mangler fortsat

Borgmesteren kommer ikke med en rigtig løsning, siger Ældresagens formand og seniorvejleder

Arkiv
Arkiv

Ældresagens seniorvejleder, Birgitte Kæstel, gjorde i starten af august her i i Hvidovre Avis opmærksom på den problemstilling, som en række beboere i Sønderkærhave har. Sidenhen kom der svar fra borgmester Helle Adelborg om, hvad Hvidovre Kommune kunne gøre for at hjælpe beboerne med at løse problemet.

Bygges et skur

En regulær løsning mener imidlertid hverken Birgitte Kæstel eller formand for Ældresagen i Hvidovres Thomas Thomsen, at borgmesteren har bragt på banen. De mener, at borgmesteren udelukkende ridser begrænsninger op og ingen reelle løsninger. - Vi forstår slet ikke borgmesterens svar i Hvidovre Avis den 9. august. Vi forstår udmærket, at der ikke må hensættes el-scootere i opgangen, da det kan hindre beboerne i at komme ud af ejendommen i tilfælde af brand. Vi har imidlertid fået oplyst, at der er et skur, der bruges til affaldscontainere, hvor der er plads til nogle el-scootere i den ene ende. Men fordi der er så langt til skuret, at mange af beboerne ikke kan gå så langt, for at komme til deres el-scooter, tager man det ikke i brug til dette formål. Men nogle kan, hvorfor så ikke lade disse få fordelen?, spørger Thomas Thomsen. Formanden for Ældresagen i Hvidovre mener endvidere, at problemet må og bør kunne løses. - Der må kunne bygges et nyt skur til formålet, der er tættere på opgangen – det er en ejendom, der er bygget til borgere, der ikke er så mobile og som netop er borgere, der har brug for hjælpemidler, men ikke kan opbevare disse hjælpemidler, siger han. Han påpeger desuden, at der findes sammenklappelige el-scootere, der kan transporteres med elevator op i lejligheden.

Ikke reelle løsninger

Heller ikke Ældresagens seniorvejleder mener, at borgmesterens løsninger er tilfredsstillende. - Hvorfor kan man ikke finde en løsning på udfordringerne. De løsninger, der har været foreslået, er ikke reelle løsninger, siger hun og understreger igen, at mange af beboerne med el-scottere simpelthen ikke er i stand til at overtrække køretøjet. Ligeledes mener hun ikke, at et udendørs stik til scooterne er en løsning, idet det det hverken egner sig til det danske vejrlig eller sikrer køretøjerne mod tyveri og hærværk. Løsningen med at borgerne selv skal anskaffe sig en lås er efter Birgitte Kæstels mening heller ikke optimal. - Løsningen med opfordringen til at borgerne selv anskaffer sig en lås til at låse scooterne fast med er ikke en løsning, da der ikke findes en anordning på bygningen, hvor låsen kan fastgøres, siger hun. Ligeledes påpeger hun, at der med Hvidovre Kommunens løsningsforslag på problematikken ikke er tænkt på, at beboernes øvrige hjælpemidler, som de er nødt til at anvende for at komme ned til deres el-scootere, nu også skal stå utilskærmede og uaflåste udenfor bygningen - Vi kender også alle til budgetters snærende bånd – men vi er så også vant til at prioritere i opgaverne, så de vigtigste bliver løst til trods for de i mange tilfælde utilstrækkelige midler. Er disse nævnte opgaver netop ikke nogen af de vigtige, der skal løses?, spørger hun.key