Fransk firma sortlister Monjasa-selskab
Bourbon Offshore vil ikke samarbejde med virksomheder, der handler med Monjasa-datterselskab
Det fredericianske bunkering-firma Monjasa er blevet sortlistet af det store franske olie-rederi Bourbon Offshore. Det skriver Finans.
Baggrunden er en dom i Nigeria sidste år, hvor et af Monjasas datterselskaber blev dømt i en sag om oliehandel. Bourbon Off-shore har udsendt en branchemeddelelse om, at selskabet ikke længere vil samarbejde med Monjasas datterselskab - og at det forbeholder sig retten til at afbryde samarbejdet med firmaer, der samarbejder med Monjasas selskab i Nigeria.
Monjasa-direktør Anders Østergaard oplyser, at selskabet har involveret FN i den nigerianske sag, hvor selskabet føler sig uretfærdigt behandlet.
Han ærgrer sig over meddelelsen fra Bourbon Offshore.
"Det er en drastisk beslutning, og vi stiller os uforstående over for baggrunden," siger Anders Østergaard til Finans.
Han mener ikke, at Bourbons beslutning får stor betydning for Monjasa. Men han har alligevel bedt om en forklaring.