De Unges Koncert VII
På søndag kan man opleve de talentfulde unge musikere
Denne gang vil man kunne opleve en af landets mest lovende unge musikere, nemlig cellisten Igor Egholm, som fylder 18 på koncertdagen. Igor begyndte at spille cello som femårig. Allerede som 10-årig, optrådte han som solist med DR Symfoniorkestret, da han vandt den landsdækkende konkurrence Sigurd og Symfoniorkestrets Musikskolepris. Han formåede samme år at nå til semifinalen i TV-konkurrencen Talent 2008. I 2009 var Igor finalist i DRs musikkonkurrence Spil for Livet, hvor han igen fik lov til at være solist med Radiosymfoniorkestret. Straks efter blev Igor kåret til “Bedste Internationale Musiktalent” i Moskva, hvor han fik mulighed for at spille i konservatoriets store koncertsal. I Berlingske Tidendes Musikkonkurrence har Igor modtaget både den eksklusive talentpræmie og guldmedaljen. Han modtog derudover i 2013 Jacob Gades Legat. Igor optræder regelmæssigt i både ind - og udland. Han er i år kommet ind på det Kongelige Danske Musikkonservatorium med 12 i hovedfag. Senest var Igor solist med Rødovre Concert Band i Tivolis koncertsal. Til koncerten vil to pianister, tyske Lisa Gandlin og franske Raphaël Caron, gøre både Igor og publikum selskab med musikalske indslag. Lisa Gandlin er 12 år gammel, og er født og opvokset i Düsseldorf. I løbet af de syv år, hun har spillet klaver, har hun udviklet en interesse for flere forskellige stilarter - den strækker sig til alt fra barokmusik til jazz og moderne musik. Udover at spille solo, er Lisa også meget interesseret i kammermusik og klaverensemble. Hun har medvirket ved flere musikfestivaler og musikkonkurrencer. I den lokale konkurrence Jugend Musiziert vandt hun 1. præmie i kategorien solospil i 2013 og kategorien klaverduo i 2015. Raphaël Caron er 20 år gammel, kommer fra Frankrig, men har det meste af sit liv boet i København, hvor han har gået på Prins Henriks Skole. Raphaël er efter et års historiestudier på Sorbonne i Paris vendt tilbage til Danmark, hvor hans interesse for klaver er vokset, sammen med hans interesse for sport, bøger og sprog. Han begyndte at spille klaver som seksårig, og på trods af, at klaver blot er en fritidsaktivitet for den unge Raphaël, kan han sagtens øve sig flere timer om dagen - alt det ved siden af sit studie på CBS, hvor han lige er startet på 3. semester. Han er takket være sit musikalske talent og sin konstante fordybelse nået utrolig langt, og bliver ofte inviteret til at spille til fine arrangementer, f.eks. på den franske ambassade. Der vil på programmet være musik af bl.a. Bach og Fauré. Der er gratis adgang til koncerten.