Nye studerende på Syddansk Musikkonservatorium er startet
Verden har brug for musik.
Det overordnede budskab var ikke til at tage fejl af, da de nye studerende på Syddansk Musikkonservatorium var sat stævne i koncertsalen.
Gennem et todages introforløb blev de sporet ind på hvad en konservatorieuddannelse er, hvad de kan forvente og ikke mindst hvad, der forventes af dem:
"I skal ikke klippe en hæl eller hugge en tå for at passe en glassko. Stil store krav til os og hinanden – forvent det ypperste. Kunstens verden er kompromisløs og grænseoverskridende og som billedhuggeren Bjørn Nørgaard siger: Hvis man ikke vil gå til yderligheder, skal man slet ikke gå," indledte vicerektor Martin Gade sin tale til de studerende og opfordrede dem samtidig til at sætte deres kunnen i spil i forhold til det omgivende samfund.
"Vi har efter bedste evne sat en ramme for jeres udfoldelse. Men den kræver jeres aktive medvirken at gøre den operationel. Det sker, når I i samarbejde med lokalsamfundets mange aktører byder op til samarbejder. Betragt jeres tid på konservatoriet som en værdifuld netværks- og erfaringsopbygning og investering i egen karriere," opfordrede vicerektor.
Studievejleder Nicolas Kock er selv rundet af konservatoriet i Esbjerg, hvor han var en af de første rytmiske studerende på stedet. Han kan nikke genkendende til de værdifulde kontakter, der indgåes under studierne:
”Mange af de netværk, orkestre og bandsammenhænge, de studerende kommer til at indgå i under studietiden, bliver også et grundlæggende fundament i deres professionelle karriere. Med andre ord: de musikalske legekammerater, de finder i konservatorietiden, bliver for manges vedkommende professionelle kolleger senere hen. Ikke mindst derfor er der værdifuldt at konservatoriet i Esbjerg har mange studieretninger under samme tag.”
I morgen går det for alvor løs, når de nye studerende møder deres medstuderende inden for klassisk musik, rytmisk musik, elektronisk musik, folkemusik, filmkomposition og musikpædagogik.