Kendt håndboldklub i Odense skifter navn
Det er ligaholdet HC Odense, der får nyt navn
HC Odense skifter navn til Odense Handball Club A/S - i daglig tale Odense Håndboldklub. Det fremgår i en tilsendt pressemeddelelse til Lokalavisen Odense.
Mark Jespersen, direktør i HC Odense, forklarer, hvorfor ligaklubben har valgt dette navn.
”Med navneændringen ønsker vi at markere vores tilhørsforhold til Odense. Vi er en væsentlig del af byen Odense, erhvervs- og bymiljøet og ikke mindst elitesporten. Odense er Danmarks tredjestørste by, og vi ser os selv som en del af denne transformation fra stor by til storby – stor klub til storklub indenfor dameliga håndbold”, udtaler Mark Jespersen i pressemeddelelsen.
Det byggeprojekt, som aktionærgruppen bag klubben har igangsat ved Cortex Park med 150 boliger, er et eksempel på, hvordan håndboldklubben er blevet en del af den tranformation, som foregår i Odense med Nyt OUH og letbanen. Boligerne skal generere indtægter til klubben og give bedre boligforhold for unge mennesker.
Odense Håndbold får også et nyt logo, der tager udgangspunkt i det hidtidige logo og den orange farve, men hvor kun ordet ”Odense” og profilen af en kvindelig håndboldspiller indgår.