Tricktyve narrede ældre dame med landkort
En 76-årig kvinde blev i går omkring klokken 15.30 udsat for et tricktyveri foran sit hjem på Sct. Jørgens Gade i Kolding, efter hun havde været ude at handle.
Her blev hun kontaktet af to mænd, som spurgte efter hjælp til at finde vej til København. Med sig havde de et Danmarkskort, som de holdt op foran kvinden, der forsøgte at hjælpe mændene.
Senere på dagen kunne kvinden dog konstatere, at de to mænd havde brugt lejligheden til at fiske kvindens hævekort op ad hendes taske, hvorefter de havde hævet et større kontantbeløb, oplyser lokalpolitiet i Kolding.
Politiet fortæller ydermere, at lignende tricktyverier med denne fremgangsmåde er foregået i området på det seneste - blandt andet i Fredericia - og beder derfor folk om at være opmærksomme, hvis folk retter henvendelse på denne måde.
Den 76--årige kvinde har beskrevet de to mænd som:
A: Østeuropæisk udseende, 20-25 år gammel, 170 centimeter høj og almindelig af bygning. Hans hudfarve er brun, og han har kort sort hår og et lille sort overskæg.
B: Østeuropæisk af udseende, 20-25 år gammel, 165-170 centimeter høj, almindelig af bygning. Hans hudfarve er ligeledes brun, og han har også mørkt hår og et lille sort overskæg. Ved henvendelsen til kvinden bar han en mørkeblå kasket og en mørkeblå jakke.