Nu bliver det atter muligt at købe vinyl i Vejle
Fra på torsdag den 18. august bliver det atter muligt at købe musik på vinyl i Vejle.
Det er Tartan Music på Vesterbrogade, der udvider den eksisterende musikinstrument-forretning med salg af både nye og brugte plader.
"Vi har de seneste måneder haft rigtig mange forespørgsler på, om vi solgte vinylplader, derfor har vi nu valgt at give det en chance. Rene Mikkelsen, der i forvejen arbejder i butikken, har i over 20 år solgt plader blandt andet i Drejeskiven og Stereo Studio, så der er jo masser af erfaring allerede der. Vi starter med et fornuftigt godt udvalg, der gerne skulle bliver til mere hen af vejen. Vi får både nye og brugte plader, og vi har mulighed for at skaffe alt også cd'er," skriver Tartan Music på sin Facebookside.
Butikken understreger, at der ikke bliver tale om, at den dropper nogle af musikinstrumenterne.
"Vinylpladerne bliver et rigtig godt supplement til det, vi allerede sælger i dag."
Tilbage i august sidste år lukkede Stereo Studio på gågaden og dermed den sidste butik i Vejle, der solgte musik på vinyl.
LÆS OGSÅ: "Det var som at få et lille hjertestop"