Trekantområdets Festuge skydes i gang
Her er en oversigt over dagens aktiviteter i Fredericia
Trekantområdets Festuge er i gang. Her er en oversigt over de aktiviteter, der foregår i Fredericia i dag.
FARLIG FIN FLYVNING: OFFICIEL ÅBNING AF FESTUGEN
Et videokunstprojekt om at flyve. Borgere fra Fredericia har sammen med kunstneren Simone Aaberg Kærn udforsket begrebet flyvning og kommer på en green-screen ”flyvetur” henover deres yndlingssted i byen. Ved festugens åbning kan alle komme med.
Sted: De Orange Haller kl. 16 – 19
LABYRINTEN - BYGNINGSVÆRK OG KUNSTPROJEKT
laBYrinten er et midlertidigt bygningsværk – en spiralformet kulturlabyrint, der tager form i festugens første dage. laBYrinten danner ramme om små og store kunst- og kulturoplevelser, så både konstruktionen og indholdet afspejler Fredericia.
Sted: J.B. Nielsen Plads fra kl. 16.
LIVET EFTER DØDEN - EN UDENDØRS FOTOUDSTILLING
I C-byen kan man i Festugen opleve en stærk fotoudstilling, der skildrer det liv, der opstår på steder, der tilsyneladende er døde og forladte. Der er fernisering fredag d. 26. august kl. 17.00 og udstillingen kan opleves til søndag d. 11. september.
Sted: C-byen
KVINDERNES HÆVN
Talentfabrikken tager fat i en satirisk komedie af Reumert-vinder Vivian Nielsen, som karikerer medieverdenen og den seksuelle samfundssituation anno 2016. Hylende grotesk og morsom, og godt krydret med show fyldt med tidens hotteste musikhits.
Sted: Ungdommens Hus kl. 19.30