Hjertet banker stadig for Hvidovre

- Egentlig er jeg jo en ganske almindelig bankmand, der sad som administrationschef i Danske Bank, fortæller jubilaren Steen Dahrup. - En dag så jeg så, at generalsekretæren i DBU; Jim Stjerne Hansen, søgte en højrehånd. Jeg kendte Jim fra vores fællestid i HIF, hvor han blandt andet trænede os en enkelt gang. Jeg kendte hans bror Tommy noget bedre, men det var nu ikke grunden til, at jeg søgte stillingen. Jeg brugte megen tid på overvejelser, fordi jeg havde et godt job som administrationschef i banken, og det var kun fordi min kone, Lone sagde, at jeg ligeså godt kunne søge, fordi jeg ikke havde noget at tabe ved det. Om natten inden fristen udløb, kørte jeg i banken og udfærdigede min ansøgning. Jeg måtte køre til DBUs adresse på Amagerbanen for at aflevere min ansøgning inden fristen udløb kl. 07.00. Der var ikke plads i postkassen så jeg lagde min ansøgning ved siden af og håbede på det bedste... - Jeg fik efterfølgende brev om, at jeg var udpeget blandt over 100 ansøgere til samtale. Først var vi seks til samtale, som efterfølgende blev skåret ned til to. Jeg havde ikke fortalt andre end min kone, at jeg havde søgt, da jeg på det tidspunkt slet ikke var sikker på, at det var det rigtige for mig. Jeg holdt det skjult lige indtil den dag, hvor en kollega råbte ud over hele administrationen i banken, at der var telefon, og at en Jim Stjerne Hansen ville tale med mig… - Jeg blev overrasket og glad for, at Jim tilbød mig jobbet, hvis jeg stadig ønskede det. Jeg blev taget lidt på sengen, men fik hurtigt sagt ja tak, selvom jeg på det tidspunkt ikke helt havde gennemtænkt det. Jeg blev Jims højre hånd og skulle stå for de daglige administrative opgaver i et team bestående af 18 medarbejdere. Jeg blev ansat den 1. august 1991. Jeg kan huske, at jeg spurgte Jim om, hvad jeg egentlig skulle lave, hvilket vi - efterfølgende - har moret os meget over, når jeg sad med arbejde til op over begge ører...

EM i 1992

- Alle kender historien om EM holdets succes i 92. Jeg var hovedansvarlig - ikke for det sportslige - men sammen med Simon Rasmussen for alt det administrative omkring holdet. Vi kom som bekendt med på afbud i en situation, hvor landsholdsspillerne var på ferie. Simon og jeg fik mere end travlt med at opspore, hvor spillerne befandt sig i verden, og der var gang i telefonerne for at få dem tilsagt. Her blev jeg en del af den sportslige sektor, og det var en meget hektisk tid. Der var meget, som skulle arrangeres både i forhold til spillerne, testkampe, billetter, ture for bestyrelse, sponsorer, koner og kærester samt samarbejdet med UEFA. En sjov historie er, at da holdet ankom til hotellet i Sverige, så var Jugoslaven (som Danmark var kommet med i stedet for) stadig indlogeret på hotellet, det var lidt underligt. Men det gik jo fint og alle var glade. Ingen havde forudset, at det ville gå, som det gjorde, og det betød ekstra pres på alle omkring holdet og i DBU’s administration… - Efter finalen den 26. juni kunne min kone Lone og jeg fejre 10 års bryllupsdag. Hun havde også fødselsdag den 26. juni, og der var inviteret mange gæster til fest i Hvidovre dagen efter. Efter finalesejren i Sverige, skulle der festes, som jeg selvfølgelig skulle deltage i. Lone syntes, at jeg skulle blive og deltage, og så skulle hun nok klare festen dagen efter. Hun syntes, at jeg skulle opleve denne fantastiske afslutning på EM, da det var noget, der sikkert aldrig ville ske igen, hvorimod der ville komme mange fødselsdage … - Men da vi lige i april måned var blevet forældre til Marc og samtidig fik besøg af 25 gæster, ja så fik jeg dårlig samvittighed, nogle vil nok mene, at det var første gang, og valgte at tage hjem. Det var en af de sværeste beslutninger jeg nogensinde har taget. Denne beslutning har jeg siden hen fortrudt mange gange, specielt da jeg på fjernsyn så holdet komme med fly hjem til København og køre i kortege i åben bus fra lufthavnen til Rådhuspladsen, hvor op til 200.000 jublende fans fulgte holdet... - Jeg har efterfølgende tit fortalt Jim, at vi efter min ansættelse i 1991 på kort tid øgede vores egenkapital fra ca. 3 millioner kr. til op mod 70 millioner kr., men det fik ikke umiddelbart afsmitning på min løn…

De store arenaer

- Efter EM udviklede mine roller sig. DBU var i 1994 værter for Europa Cup finalen mellem Arsenal og Galatasaray, og jeg havde det administrative ansvar for afviklingen af finalen. Efter afviklingen blev jeg kontaktet af UEFA, som tilbød mig at blive “Venue Director”, som betyder, at jeg skal være UEFA’s repræsentant ved Champions League kampe, hvor vi skal sikre, at UEFA’s koncept for afvikling af kampe efterleves. Gennem 18 var jeg tilsynsførende med flere af Europas største klubber. Blandt andre Dortmund i Tyskland, Milan og Inter i Italien, Barcelona og Real Madrid i Spanien og Arsenal i England… - Arbejdspresset som “Venue Director” blev efterhånden for tidskrævende, set i forhold til den øgede arbejdsmængde omkring mit job som leder af DBU Landshold, hvorfor jeg skiftede funktion til “UEFA Match Delegate”, som betyder, at jeg kun rejser til 5-6 kampe om året som UEFA’s øverste repræsentant. Jeg har samtidig haft jobbet omkring landsholdet, hvor opgaverne omkring alt stadig var og er mit ansvar. Jeg tror, jeg har været med omkring landholdet i omkring 150 landskampe, og det har været fantastiske oplevelser. Men også en enorm arbejdsbyrde. Specielt slutrunder er hårde, og der er mange ender, der skal mødes. Jeg og min kollega Simon Rasmussen brugte flere gange op mod tre måneder til at besigtige hoteller og træningsbaner, holde møder i UEFA osv. inden selve slutrunden, hvilket var enormt hårdt, da vi samtidig skulle passe alle de øvrige opgaver, vi havde i DBU... - Hvert år holder spillerne for 92 holdet vores årlige sammenkomst “EMMA-fest”, hvor alle spillere og ledere sammen med vores respektive koner/kærester mødes i festligt lag. Det er noget, som vi alle ser frem til. Vi hygger og fortæller røverhistorier og indtil for få år siden spillede EM holdet også en fodboldkamp mod den lokale klub, hvor der ofte var op til 5.000 tilskuere. Kampene er nu blevet sløjfet, da spillernes bentøj er slidt op... - Jeg har også stadig min gang i HIF. HIF vil altid være min klub. Jeg startede som 7-årig med Lars Bo Henriksen som træner på Dansborgskolen. Jeg glæder mig altid til at komme i klubben, selvom der mangler en del i forhold til de gamle dage, hvor man virkelig havde et klubliv, der fungerede. Tiden forandrer sig, men derfor kan man sagtens savne “de gode gamle dage”. Når jeg har tid, spiller jeg på Super Master. De fleste vil sige, at jeg kun opererer i midtercirklen! - Der er stadig 4-5 spillere tilbage fra ungdomsårene på holdet. Jeg vil også gerne nævne Kurt Antonsen, der var seniorformand. Jeg som spillernes repræsentant i bestyrelsen, og han og jeg havde et rigtig godt og respektfuldt samarbejde… - En lidt sjov hændelse om, hvordan et ansvarsområde kan have betydning og konsekvens foregik til en landskamp i Estland. Det var mit ansvar at medbringe nationalsangen, og jeg havde selvfølgelig “Der er et yndigt land” med på CD og gav den til det estiske fodboldforbund. De havde så samtidig henvendt sig til den danske ambassade, hvor man altid bruger “Kong Christian”, og den blev sat på. Vore spillere mistede fuldstændig koncentrationen, og da sangen var overstået vendte de sig alle mod mig, fordi de vidste, at det var mit ansvar. Hvis blikke kunne dræbe, så…