Task Force skal få odenseanere i arbejde
Borgmester beder nu kloge hoveder om gode råd til at få ledigheden ned
I dag er knap 5.500 odenseanere arbejdsløse og antallet af ledige stiger.
Beregninger viser, at der ville være ca. 180 millioner kr. mere årligt til velfærd, hvis Odense fik bragt ledigheden ned til landsgennemsnittet, som er på 4,2 procent.
Borgmester Anker Boye vil sikre et mere langsigtet grundlag for at udvikle kernevelfærden i Odense ved at samle en gruppe af landets dygtigste folk på beskæftigelsesområdet i en Task Force.
Gruppen skal komme med 3-5 anbefalinger, som hurtigt kan justere byens beskæftigelsesindsats. Det eneste mål er markant at nedbringe byens ledighed. Det oplyser borgmesteren i en pressemeddelelse.
"Det er et hårdt pres for alle vores familier, der er ramt af arbejdsløshed. Samtidig forhindrer høj ledighed os i at prioritere børn, unge og ældre i det omfang, vi ønsker det. Derfor vil jeg nu invitere en gruppe af landets mest erfarne og vidende beskæftigelsesfolk til at deltage i en Task Force. Med deres anbefalinger i hånden er det målet at få ledigheden ned, så det kan aflæses i statistikken og ses i vores budget," siger Anker Boye.
Odense Kommune har en af landets højeste ledighedsprocenter på 6 pct., mens landsgennemsnittet er 4,2 pct.
Senest har det været nødvendigt at tilføre beskæftigelsesområdet yderligere 225 millioner kr. for perioden 2015 - 2017 – oveni de knap 3,3 mia. kr., som kommunen årligt bruger på ydelser på blandt andet beskæftigelsesområdet.
Oven i det kommer en politisk virkelighed, der de kommende år betyder, at kommunerne skal betale en stadig større andel af udgifter til ledigheden, fordi statens udgifter omvendt falder.
Anker Boye peger på, at det derfor er tvingende nødvendigt at forene viden med konsekvent handling på beskæftigelsesområdet i Odense. Task Forcen skal netop bestå af medlemmer med viden om området, og indgående erfaring med at reducere ledighed på kommunalt niveau.
Når Task Forcen har præsenteret sine anbefalinger, er det Anker Boyes ambition, at de politiske udvalg kvitterer ved at arbejde grundigt videre med anbefalingerne.
Det skal få ledigheden ned på landsgennemsnittet – eller under. Anker Boye understreger også, at anbefalingerne skal implementeres inden for beskæftigelsesområdets eksisterende økonomiske rammer, eller finansieres som en del af intelligente investeringsmodeller rettet mod at sænke ledigheden.
"Vi har brug for at se handlinger, der virker. For det er alvor det her. Vi er i fuld gang med at skabe job og transformere Odense til en storby. Her skal vi have mere kernevelfærd og mindre ledighed. Derfor skal vi bruge jobskabelsen til at få vores ledige i arbejde," siger Anker Boye.