Undervisningsminister åbner Pakhuset
Fra Kolding Havns største kran hænger champagneflasken, som minister Ellen Trane Nørby efter sin tale skal indvie Pakhuset med. Det ny istandsatte Pakhus er bygget til at huse studerende fra forskellige uddannelsesretninger, så de sammen kan arbejde videre med deres forretningsidéer. Formået er at få opbygget et samspil mellem eksisterende virksomheder, iværksættere, designere og rådgivere, så flere ideer kan blomstre og blive til nye virksomheder.
Pakhuset supplerer Kolding Kommunes eksisterende House of Innovation og House of Design og bygger på et samarbejde mellem blandt andre Business Kolding, Design2In, Syddansk Universitet og Syddanske Forskerparker. Pakhuset åbner også for nye muligheder i forhold til flere åben skole projekter, hvor iværksættere samarbejder med kommunens folkeskoler eller eleverne.
”Iværksætteri og entreprenørskab er centrale elementer i at udvikle økonomien herhjemme. Hvis gode ideer kan blive til arbejdspladser, eksport og vækst, så er det en gevinst for alle.
Derfor skal vi sørge for, at vores unge arbejder med innovation og entreprenørskab og kender til mulighederne for at blive iværksætter. Pakhuset og Kolding Kommunes satsning på området inspirerer. Et samarbejde mellem skole og virksomhed kan være til stor gavn for begge parter, da eleverne på en anderledes måde lærer om forskellige fremtidige jobmuligheder, mens virksomhederne kan få nye ideer og input til deres arbejde.” siger minister for børn, undervisning og ligestilling Ellen Trane Nørby.
Efter den officielle indvielse af pakhuset benytter ministeren derfor også lejligheden til at besøge Carsten Borch, iværksætter i Pakhuset, der arbejder med entreprenørskabsforløb til folkeskolen.