Personer på togskinner ved Hvidovre standser togdrift
S-togene mellem Valby og Glostrup holder lige nu stille, fordi der angiveligt opholder sig personer tæt på skinnerne ved Hvidovre S-station.
Og DSB oplyser på deres trafikinformation, at det er netop personerne på skinnerne, der er årsagen til at togdriften på strækningen er stoppet.
- Det skyldes, at der går personer for tæt på skinnerne ved Hvidovre St. Vi ved endnu ikke, hvornår togene igen begynder at køre. lyder det fra DSB.
På twitter efterlyser flere passagerer i det standsede tog tæt ved Hvidovre S-station, at de mangler oplysninger om, hvad der sker og hvor længe de skal vente.
- Info om hvad der sker på Hvidovre St? Politi og Brandvæsen tilstede..., skriver en twitter-bruge ved navn sonnyDK
En anden twitter-bruger ved navn Jesper K. Mattsson efterlyser ligeledes handling fra DSB's side:
- Folk er begyndt at pille vinduerne ud for at få luft!, twitter han og beder om, at passagererne i toget bliver lukket ud og hjulpet op på perronen.