Ny uddannelse er kommet rigtig godt i gang...
BENT AARREBO PEDERSEN om uddannelsen som caféassistent på Hvidovre Produktionsskole
Initiativet startede i Bent Aarrebo Pedersens tid som formand, og han fortæller med stor glæde om succes´en: - Med syv ny-startede elever her i august er der nu 23 i gang med denne uddannelse. Tilmelding som elev i år er senest 31. august. Der er ledige pladser. Ellers til næste år i januar. Uddannelsen foregår i et af Stor-Københavns bedst udstyrede køkkener i Bataillionen på Alarmpladsen i Avedørelejren. - Sammen med 10 produktionsskoleelever i køkkenet er der nu 33 i gang med en køkkenuddannelse i Bataillionen, der dagligt bespiser 150-200 personer: Produktionsskoleelever, skolens medarbejdere og gæster ude fra. Der er noget at se til og uddannes til. En spændende uddannelsesplads i meget flotte omgivelser med tre dygtige kokke som undervisere. - Tirsdag den 9. august var første aftenåbent efter sommerferien NU med flot BUFFET med 10 forskellige retter m.m.. Det var bare helt i top og en god start med god service fra de unge. Fremover bliver det med forskellige TEMA-BUFFET’er om tirsdagen. Noget at glæde sig til som gæst og have ansvar for som elev. Alle kan komme og købe et måltid på hverdage mellem 8.00-14.00, fredage 8.00-13.00 og spise sammen med elever og ansatte eller tirsdag og torsdag aften 17.00-20.00 (køkkenet lukker kl. 19.30) sammen med mange andre borgere og nyde dagens ret, eller hvad køkkenet ellers byder på. Se Hvidovre Produktionsskoles hjemmeside eller Facebook - for nærmere information om uddannelsen som caféassistent (også om de andre uddannelser på skolen). Besøg også selv Bataillionen og oplev eleverne i arbejdstøjet og hjælp dem til nye gode oplevelser. Eller få selv lyst til en uddannelse som caféassistent En uddannelse som caféassistent giver alsidige jobmuligheder i caféer, kantiner, storkøkkener og restauranter. En del af erhvervstræningen sker i andre mindre eller større virksomheder med meget positive tilbagemeldinger bl.a. fra lokale caféer.