Travl Hvidovreborger har 25 års jubilæum
Martin Roald-Arbøl er vokset op i Hvidovre, har gået i skole i Hvidovre, og han har haft det meste af sit arbejdsliv i Hvidovre og det var således også i en ganske tidlig alder, at han som spejder-patruljeleder og tog sit første ansvar - for at nå et sted hen med en gruppe mennesker bag sig. I et interview i Hvidovre Avis om hans livslange frivillige engagement i Hvidovre, beskrev han selv “arbejdet” som en måde at være med til at forme mulighederne. - Det er tilfredsstillende at arbejde med at udvikle tingene og gøre noget. Specielt der hvor jeg kunne forme udviklingen og opnå nogle resultater, sagde han. Martin Roald-Arbøl er uddannet folkeskolelærer og har det meste af sit arbejdsliv arbejdet på folkeskoler i Hvidovre. Heriblandt Enghøjskolen og nu Engstrandskolen, hvor han fungerer som matematikvejleder og desuden er tillidsmand. Han er også en aktiv i Hvidovre Lærerforening, hvor han er næstformand. Det er dog ikke kun arbejdsmæssigt at Martin Roald-Arbøl er kendt for sit engagement. I sportslivet har han desuden lagt en ikke uvæsentlig indsats igennem årene. Siden 1970 har han været en fremtrædende skikkelse i den lokale atletikklub, Hvidovre Atletik & Motion, hvor han igennem flere perioder har været formand - og fortsat er det. Det var Martin Roald-Arbøl, der stod for fusionen mellem de to atletikklubber i Hvidovre i 1997. Martin Roald-Arbøl har dog ikke udelukkende holdt sig til de lokale engagementer. Ud over det frivillige arbejde i Hvidovre Atletik & Motion har han været formand for Dansk Atletik Forbund (DAF) fra 2004-2008. Han har dertil været DAF’s generalsekretær i perioden fra 1988-2004, i perioden fra 1988-1998 som fuldtidsansat i forbundet. Dertil er han æresmedlem i både HIF og Hvidovre Atletik & Motion. Privat er Martin Roald-Arbøl gift med Vibeke Dall og sammen har de den voksne søn Mikkel, der p.t. opholder sig i Australien.