Typisk første træningskampe
Hvidovre Fighters vandt begge kampe mod svenske modstandere med 4-3
Eksplosionen fandt sted klokken 15.21. Hjemvendte Daniel Nielsen satte sæsonens første gummiskive i netmaskerne bag en sagesløs svensk keeper, efter et flot orkestreret angreb. Kort efter faldt der også en svenskerscoring. Marcus Nilsson trak en puck helt op i hjørnet; 2-0 til Hvidovre. Der var i øvrigt flere svenskere end danskere på isen denne eftermiddag på Vestegnen. Den lille koloni af svenske Hvidovre-spillere, med Marcus Nilsson som den mest iøjefaldende, viste flere gange prøver på deres kvaliteter. Jonstorp lagde sig ikke ned. På få minutter mindede de om, hvor hurtigt et spil ishockey kan være, da de både udlignede og bragte sig i front. I den jævnbyrdige kamp var det dog på sin plads, at Mikkel Sørensen og dagens kaptajn Rasmus Hansen, med sidstnævnte som afslutter, sikrede status quo ved pausen. Hvidovre vandt opgøret med 4-3. Oliver Bo Andersen, der har set stærk ud under hele opstarten, prikkede den afgørende puck over stregen. Kampen lignede det, den var; en typisk første træningskamp, hvor mange spillere fik chancen. Hvor timing og tunge ben drillede hinanden, men blev vejet op af en stor arbejdsmoral. Hvidovre-holdet har masser at arbejde med, men der blev noteret flere plusser end minusser, og det er, sammen med kamptræning, det vigtigste lige nu. Søndag spillede Fighters mod det svenske 3. divisionshold Trelleborg, det sluttede igen med sejr. Denne gang endte kampen også med 4-3 til Fighters.