Undervisning midt i historien
Forstadsmuseet tilbyder som noget helt nyt undervisning i autentiske rammer i form af en nyoprettet skoletjeneste
Åben Skole
Skoletjenesten er aldeles nyåbnet og har foreløbig to undervisningstilbud på programmet. Som led i Åben Skole er begge undervisningstilbud udviklet i samarbejde med to lærere fra Brøndbyøster Skole, som har været inde over med undervisningstips, didaktik, sparring og gode råd foruden, at de har sat deres egne klasser på som prøveklude. Det er der kommet to færdige undervisningstilbud ud af, der kobler direkte til skolernes undervisning, nye Fælles Mål samt Historiekanonen, så de kan bruges som eksterne læringsmiljøer.
Fra svenskerkrig til soldaten på Vestvolden
Det ene undervisningstilbud hedder “1657-1660: Da svensken plyndrede” og foregår i Brøndbyøster Landsby. Gennem indlevelse og den historiske fortælling udfører eleverne opgaver på vegne af den svenske soldat, præsten og bonden Jørgen og lærer om svenskekrigene, da krigen ramte Brøndbyøster Landsby. Det andet tilbud hedder “I skyggen af 1. Verdenskrig”og foregår på Vestvolden, hvor eleverne gennem indlevelse på vegne af krigsjournalisten, bonden i Brøndby og soldaten på Vestvolden lærer om 1. Verdenskrig på det helt nære niveau. Fremover vil der naturligvis blive udviklet flere og nye undervisningstilbud. Forstadens historie har mange lag og rummer alt lige fra svenskerkrige i 1600-tallet til velfærdssamfundets højhusbyggerier i det 20. århundrede.
Alle skoler kan booke et forløb
Forstadsmuseets skoletjeneste er naturligvis ikke forbeholdt skoler i Brøndby og Hvidovre, som er museets dækningsområde. Undervisningstilbuddene er tilrettelagt, så de passer ind i en hver folkeskoles historieundervisning, der ønsker at give eleverne et anderledes undervisningsforløb, hvor eleverne får lov at arbejde med historien helt tæt på og gøre den levende. Forløbene varer 1½ time og koster 500 kr. Booking foregår ved at kontakte Forstadsmuseet på tlf. 36 49 00 30 eller forstadsmuseet@forstadsmuseet.dk Man kan læse mere om Forstadsmuseets skoletjeneste på forstadsmuseet.dk.