Fortsæt til indhold

Ny bland selv-slik butik åbnet i Vejle

Arkiv
Jacob Hove

Vejles gågade har igen fået en bland selv-slik butik. Navnet er Lakridsen, og forretningen åbnede for nyligt i lokalerne, hvor Slikkepinden tidligere lå: Søndergade 18.
Slikkepinden blev pludselig og uden forklaring lukket i flere byer herunder i Vejle og i Kolding, hvor fødevaremyndighedernes kontrolrapport et par uger tidligere havde ført til politianmeldelse af sidstnævnte butik.
Bag den nye butik Lakridsen i Vejle står Kaya Esen, der understreger, at selvom man stadig kan se dele af Slikkepindens gamle logo i vinduet, og farverne indenfor er Slikkepindens, så har de to butikker intet med hinanden at gøre.
"Vi skal snart have ændret farverne og skiftet skiltene ud, for folk må ikke tro, at vi har noget med Slikkepinden at gøre," siger Kaya Esen.
"Jeg vil drive en ordentlig forretning, og slikket i min butik kommer fra forskellige firmaer i Danmark og har ikke noget at gøre med slikket fra Slikkepinden," siger han videre.