Fortsæt til indhold

Hvad med en fin gammel gyngestol?

Genbrugshallen åbner portene igen på lørdag

Arkiv
Arkiv

Trænger man til afslapning ovenpå en travl sommer, står der en fin gammel gyngestol - af dem på fod - i Genbrugshallen denne gang. Den er med almuestof, ligesom fire fine egetræsspisestuestole. Et fint poleret mørkt chatol med både små og store skuffer, en lige så fin kommode med flotte beslag, et par gamle kommoder, endda afsyrede, så de er lige til at male i en foretrukket farve, adskillige reoler og skabsmøbler i alle afskygninger, et fint lyst sofabord med plade mellem flere andre i forskellige udgaver, er noget af det, der er til salg på lørdag. En fin indrammet Emil Nolde plakat ses mellem de mange malerier og andre billeder. Som sædvanlig er der et righoldigt udvalg af glas, bl.a. en snes irish coffee glas med stålbeslag, plus nogle søde mindre glas med samme “håndgreb”. I køkkenafdelingen står et par fine Jamie Oliver stegepander, et japansk testel, pakker med spisepinde (nej - ikke genbrug) adskillige fonduesæt står i afdelingen for tilbud sammen med alt det rustfrie stål, som jo er vældig praktisk, nærmest uforgængeligt. Vi nærmer os efteråret, måske får man brug for en paraply, der er flere at vælge imellem. Hvad med en trekantet snavsetøjskurv i blåt plastik? Det sædvanlige udbud i elektronik, stadig på tilbud, bøger i mængder, og ikke at forglemme caféen med kaffe og fin kage. Denne gang er det Ældre Sagen, der har arbejdet for at vi skal få en god oplevelse på lørdag, på gensyn.