25 år i “Strandhuset”
Børn og personale hygger om Connie om dagen og der sluttes af med at holde åbent hus for nuværende børn og forældre i Strandhuset fra kl. 15.00 til 16.30, og derefter åbner man dørene for Connies familie, venner, bekendte, tidligere og nuværende samarbejdspartnere, kolleger samt tidligere børn og forældre fra kl. 17.00 til 18.30. Connie er barnefødt i Hvidovre og er opvokset på Strandhavevej i Hvidovrebo, hvor hendes mor stadig bor. Connie har boet i Hvidovre hele sit liv på nær en lille afstikker til København. Hun har gået i skole på Langhøjskolen og efterfølgende uddannet materialist i Matas. Connie har kendt sin mand Michael fra barnsben, da de boede i samme gård. Da Connie og Michael var i starten af tyverne blev de kærester og har med tiden fået to børn, Tim og Rie, der er voksne i dag. Connie og Michael boede i en årrække i lejlighed i Hvidovrebo, men da pladsen blev for trang købte de et lille hus, der senere blev bygget ud. Connie har altid været en aktiv pige, der som barn og ung var en habil svømmer og gik i roklub. Connie er stadig en aktiv pige, der gennem tiden har gjort en masse for at holde sig i form bl.a. trænet i diverse træningscentre, løbet, svømmet, boksetrænet, gået til zumba og mavedans. Connie startede i Strandhuset i praktik en gang i starten af halvfemserne, og blev efterfølgende ansat som pædagogmedhjælper den 1. september 1991. Hun har sideløbende med sin stilling som pædagogmedhjælper taget uddannelsen som pædagog på Højvangsseminariet og Diplomuddannelse i inklusion. I Strandhuset er Connie vellidt af både børn, forældre og kolleger, der fortæller at hun som kollega er vidunderlig at arbejde sammen med. Hun er fantastisk til at se børnene og deres individuelle værdier og har en stor forståelse for børn, forældre og kolleger. Connie har en stor faglig viden, som såvel pædagogkolleger og især pædagogmedhjælpere gennem tiden har nydt godt af og den erfaring har de taget med sig på deres videre færd i livet, har været guld værd for dem. Connie er idérig og sætter mange skibe i søen, hun er glad for naturen og alle dens gaver i form af dyr, planter og vand. Mange projekter og ture er løbet af stablen og ofte har det ført kreative idéer med sig gerne i papmache, hvis papirklip ikke rakte. - Connie har i tiden fra 1991 til 2005 været i den ene af vores børnehavegrupper, men i forbindelse med lukning af vores fritidshjem omrokerede personale og børn i Strandhuset, hvor de voksne nu følger børnene fra start til slut, fortæller Gitte Howalt. - Connie har været både i vores vuggestuegrupper og i børnehavegrupperne og selvom vi ved hendes hjerte brænder for de ældste børn er hun rigtig god til at tage hånd om de mindste. Hun har i de forløbne 25 år været med til at passe 528 børn i Strandhuset og vi vil med glæde byde disse tidligere “børn” og deres forældre velkommen til åbent hus torsdag den 1. september fra kl. 15.00 - 18.30.