Indbrudstyv blev overrasket og stak af
En mand forsøgte i går eftermiddags at bryde ind i en villa i Esbjerg
Jonas Wrede Hansen
En formodet indbrudstyv nåede ikke længere end til hoveddøren, da han i går ved 14-tiden forsøgte at bryde ind i en villa på Skjoldsgade i Esbjerg.
Der var nemlig nogen hjemme i huset, og det forskrækkede den formodede indbrudstyv så meget, at han stak af.
Personerne i huset nåede dog at få et signalement af gerningsmanden, før han var nået alt for langt væk. Han beskrives som en dansk mand i alderen 20 til 25 år gammel, 175 til 180 centimeter høj, almindelig af bygning med kort, sort hår, og så var han iført en rød trøje samt sorte bukser og sorte eller blå sko.
Det oplyser politiet i Esbjerg.
Har man oplysninger i sagen, bedes man ringe til politiet i Esbjerg på 1-1-4.