Fjelsted lukkede munden på Esbjerg
Team Fjelsted vandt overbevisende mandagens match mod Esbjerg Vikings i Metal Speedway League. Esbjerg skulle vinde matchen for at have en chance for at vippe Region Varde Elitesport, der ligger på førstepladsen, af pinden.
Fjelsted vandt 46-39 og er nu selv rykket op på en tredjeplads. Det er holdleder for Fjelsted, Morten Svendsen, mere end godt tilfreds med.
"Som hold var vi gode nok til at vinde, og det har vi ellers bøvlet lidt med på hjemmebane. Så det var sgu fedt," siger Morten Svendsen.
Der var også en ny kører at finde på Fjelsteds hold til matchen. B-køreren, Andžejs Lebedevs, imponerede og formåede at score 13 point til hjemmeholdet. Til gengæld skuffede C-køreren, Daniel Kaczmarek, der kun formåede at køre tre point hjem.
”Andžejs Lebedevs havde aldrig kørt i Fjelsted før, så han skulle lige bruge et heat, og så var han godt kørende. Så kom der lidt gang i det, og så synes jeg, at vi havde okay kontrol over matchen,” siger Morten Svendsen med henvisning til matchens lidt ”sløve” start.
Esbjerg startede ellers godt ud, hvor de førte op til sjette heat. Herefter måtte de dog både vinke farvel til bonuspointet og matchpointene. Ifølge Morten Svendsen, lod holdleder for Esbjerg, Ib Pedersen, ikke til at have meget at sige herefter.
"Esbjerg har måske Danmarks mest højrøstede holdleder, men jeg tror ikke, at jeg hørte ham sige et kvæk, da de første havde tabt bonuspointet. Det er altid dejligt at lukke munden på Ib."
Fjelsted (46)
1. Peter Kildemand 15+2
2. Andžejs Lebedevs 13
3. Patrick Hougaard 6+1
4. Frederik Jakobsen 9
5. Daniel Kaczmarek 3
Esbjerg (38)
1. Patryk Dudek 10+2
2. Tobiasz Musielak 9
3. Rene Bach 13+1
4. Jesper Søgaard 3+1
5. Patrick Hansen 3+1
Dagens Metal-Fighter: Frederik Jakobsen
Tilskuertal: 819