Fortsæt til indhold

Hvidovre Kommune skaber bedre forhold for cykelpendlere med den nye Supercykelsti Ishøjruten

I næste uge indvies den nye Supercykelsti i Hvidovre med en åbnings-event ved Friheden Station. Hvidovres borgmester Helle Adelborg kommer og indvier byens nye Supercykelsti

Arkiv
Arkiv

Supercykelstien skal gøre det lettere og mere trygt at pendle på to hjul frem for fire. Ishøjruten, der går igennem Hvidovre på 4,8 kilometer af Gammel Køge Landevej, har blandt andet fået ny belægning, fodhvilere, cykelbarometer og forbedringer i udvalgte kryds og ved udvalgte busstop for at skabe øget sikkerhed mellem cyklister og buspassagerer. Derudover har ruten fået tydelig skiltning og afmærkning langs hele strækningen og er dermed et sundt alternativt til bil og offentlig transport. Hvidovres borgmester Helle Adelborg ser frem til, at den nye supercykelsti bliver taget i brug af kommunens borgere. - Med Supercykelstien Ishøjruten bliver det lettere og mere sikkert at vælge cyklen. Jeg ser selv frem til at cykle på den nye Supercykelsti og håber at møde mange af Hvidovres borgere på den nye cykelsti, siger Helle Adelborg. Indvielsen af Supercykelstien fejres i hele september med fem forskellige events i de fem kommuner langs ruten. Den 15. september mellem kl. 15-17 fejres indvielsen i Hvidovre. Det sker ved Friheden Station, hvor borgmester Helle Adelborg deltager i indvielsen. Her kan man blandt andet få et cykeltjek og en snak med borgmesteren og samtidig også deltage i #cykelbuddy-konkurrencen, hvor man kan vinde en sej el-cykel. Alt man skal gøre, er at tage en selfie af sig selv og en god ven på cykel og uploade det til vores konkurrence på Facebook.com/supercykelstier eller dele det på Instagram med #cykelbuddy. - Jeg glæder mig til at fejre Supercykelstien med Hvidovres mange cykelglade borgere, siger borgmester Helle Adelborg. De sidste indvielsesevents er i København 17. september mellem 11-13 og i Brøndby 25. september fra kl. 15.

Indvielsesevent i Hvidovre

Torsdag 15. september markeres lanceringen af Supercykelstierne i Hvidovre med en lille event ved Frihed Station. Borgmester Helle Adelborg er inviteret med på dagen, hvor hun vil fortælle om hendes forhold til cyklen som transportmiddel. Man har samtidig mulighed for deltage i #cykelbuddy-konkurrencen, hvor man kan vinde en el-cykel. Alt, man skal gøre, er at tage en selfie af sig selv og en god ven på cykel og uploade det til konkurrencen på facebook.com/supercykelstier eller dele det på Instagram med #cykelbuddy. Maskotten Nanok fra Brøndby IF kigger forbi, så man kan få en helt særlig cykel-selfie med helten fra Vestegnen. Og hvem ved, måske har han en lille overraskelse med til børnene. Ishøjruten: 14 km Supercykelsti gennem Ishøj, Vallensbæk, Brøndby, Hvidovre og København Optimering af grøn-tid for cyklister i syv kryds To nye busperroner for nemmere passage Et nyt nedtællingssignal Ny asfalt på dele af strækningen Forbedringer ved udvalgte busstoppesteder Forbedret adskillelse af cykler og biler udvalgte steder på ruten Skiltning på hele strækningen Vejvisning i asfalt Tre servicestationer med pumper Et cykelbarometer