Dansen starter med fuld musik hos Henckell
Danseskolen forventer sig meget af den nye sæson, alle instruktører er fagudannede danselærere og har i sommer været på kurser og lært de sidste nye trin og koreografier. Danseskolen underviser alle aldersklasser lige fra børn på 3 år til voksne i en moden alder. Der undervises i mange dansearter, troldedans for de helt små kombineret med MGP-dans som er det helt store hit i denne aldersklasse. For de lidt ældre piger er den friske disco lige sagen, den danses både som solo, gruppe og formation. Det er en dans hvor fantasien og de smarte trin bliver danset i et hurtigt tempo til fed disco musik. Hip Hop er en fantastisk dans, den danses både af drenge og piger. Dansen er lidt langsommere end disco men med en tungere beat, og giver rig mulighed for smarte moves. På de specielle drengehold danses desuden Breakdance hvor fantasien og musklerne får frit spil. Danseskolen underviser også i Modern Dance, det er en form for scenedans der giver mulighed for personlig udtryk, stil og følelser. Girly Style er en ny danseform der er baseret på feminine bevægelser til populær musik af tidens mest hotte kunstnere og er derfor for de lidt større piger. Danseskolen gør meget ud af at eleverne skal have det sjovt sammen og langsomt blive bedre dansere, der er mulighed for at gå på hold med kun teknik, her undervises i de grundlæggende bevægelser krydret med forskellige spring. Andre danseformer tilbydes også for ungdom/voksne, bl.a. pardans, linedance og rock’n roll. Jitterbug for børn og voksne er et must på danseskolen, her er der gang i den med sus i skørterne og sved på panden til gode swingrytmer. Fælles for alle dansearterne er, at de bedste hold og dansere har mulighed for at deltage i konkurrencer både på danseskolen og på landsplan. Danseskolens dansere har opnået fremragende resultater i sidste sæson, med flere sjællands- og danmarksmesterskaber. I november deltager et voksent hold i WM i disco i Ørebro, Sverige og danseskolens ungdom showhold i WM i showdance i Riesa, Tyskland. Danseskolen der har lokaler på Brøndbyøstervej 93, holder åbent hus torsdag den 1. September kl. 17-20 hvor man kan komme og se lokaliteterne og møde instruktørerne.