Kom gratis til årets egnsspil
Mere end 90 medvirkende, opdelt i hold på 35, deltager på skift på og bag scenen i forestillingen, der er en hyldest til byen og dens borgere. Derfor inviterer Teater Vestvolden alle med bopæl i Hvidovre til at være med til at fejre byen og alle dem, der har hjemme i postnummer 2650. - Egnsspillet er en tradition i Hvidovre, som vi på Teater Vestvolden er stolte af at videreføre. Vi prøver at gå nye veje hvad egnsspillet angår i forhold til traditioner. Derfor er vi glade for at kunne invitere hele Hvidovre til at deltage i årets egnsspil, hvor vi hylder byen og alle os, der bor her. Stemmer fra Hvidovre er en fest for alle, uanset alder og baggrund og en markering af et byfællesskab, som vi synes er vigtigt at støtte, værne om og dele. Derfor har vi besluttet at allokere gratis billetter til alle Hvidovres borgere, efter først-til-mølle-princippet, siger teaterchef Stephan Pollner. Tilbuddet om gratis billet til Stemmer fra Hvidovre gælder publikum, som aktuelt har bopælsadresse i Hvidovre og kan ikke benyttes af tidligere borgere eller andre med adresse på den anden side af kommunegrænsen. Er du en af dem, der allerede har købt billet og bor i Hvidovre, så har du mulighed for at få billetten ombyttet eller refunderet ved at kontakte Teater Vestvolden. Antallet af billetter er begrænset per forestilling, så selvom tilbuddet gælder alle i Hvidovre, kan det være en god idé at bestille billet på forhånd på teatervestvolden.dk ved indløsning af kampagnekoden “hvidovre”. Gratis billet er kun adgangsgivende mod fremvisning af gyldigt sygesikringskort eller anden dokumentation for bopælsadresse i Hvidovre. Der kan maksimalt bestilles seks billetter per indløst kampagnekode, og der skal fremvises bopælsdokumentation for hver indløst billet inden forestilling.