Fortsæt til indhold

Folketinget sender en støjskærm til Allingvej

Nu kommer der en næsten 800 meter lang supplerende støjskærm langs Allingvej tæt på Holbækmotorvejen

Arkiv
Ole A Sørensen

Formålet er at reducere støjgenerne fra Holbækmotorvejen for boligområdet mellem Avedøre Havnevej og Ulstrupvej ved Allingvej. Socialdemokraterne, SF, Radikale, Venstre, Konservative, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti står bag trafikforliget. Der er afsat små 46 mio. kr. til at dæmpe trafikstøjen fra to motorvejsstrækninger i Danmark. Det ene strækning er på Kolding-egnen mens den anden altså glædeligvis er ved Allingvej her i Hvidovre. 19,2 mio. kr. af de afsatte 45.7 mio. kr er reserveret en 790 m lang supplerende støjskærm langs Allingvej tæt på Holbækmotorvejen og den forventes at ville dæmpe støjen markant til glæde for beboerne i området.

Alle marcherede i takt

Området ved Allingvej er stærkt belastet af støjen fra Holbækmotorvejen og Støjgruppen på Allingvej har i årevis ført en sej og vedholdende kamp. Som tiden er gået har blandt andet støjgruppens indsats også medført en større og større politisk opmærksomhed på støjproblematikken i kommunalbestyrelsen. Der er al mulig grund til på Hvidovres vegne - og ikke mindst på de støjplagede beboeres vegne - at glæde sig over, at der nu kommer en støjskærm. Og nu hvor den endelig efter lang tids indsats på mange fronter er en realitet, er der optræk til lokalpolitisk “kamp” om at høste roserne. Hvidovre Avis har talt med Morten Bødskov (A), der er valgt til Folketinget i Københavns Omegns Storkreds, som Hvidovre jo også er en del af: - Jeg er ekstremt glad for, at vi nu er nået til enighed om at anvende de mange millioner til støjbekæmpelse. - Jeg har beskæftiget mig med trafikstøj på Vestegnen i meget lang tid. Trafikstøj er et af Hvidovres og hele Vestegnens altoverskyggende problemer. Det er efter min mening et must, at vi får bekæmpet støjen. - I forhold til den supplerende støjskærm ved Allingvej, kan alle klappe sig selv på skulderen. Og der er ingen, der kan klappe sig selv mere end andre. Løsningen for Allingvej viser, at vi politikere - trods daglige uenigheder og lokalt fnidder fnadder - kan finde ud af at stå sammen og få løst en opgave når vi ser et tydeligt problem. - Det lykkedes for os i fredags omkring forhandlingsbordet - alle marcherede i takt og alle var parate til at slå til, da der opstod en mulighed for støjskærmen, slutter Morten Bødskov. Læs også Ugens Kommentar og Byens Talerstol.